Da Aldi i 2015 rykkede forbi den ikoniske supermarkedskæde Waitrose og blev femtestørst i Storbritannien, var der chokstemning. Siden har triumferne hobet sig op. I dag har Aldi 840 butikker i landet og mere end 10.000 på verdensplan.

Men i Danmark har Aldi vaklet. Det skal der nu laves om på. En Aldi-offensiv ulmer og bobler under overfladen.

»Vi er vidner til, at Aldi, den sovende kæmpe, er vågnet op i Danmark. Der kommer nu helt andre boller på suppen,« vurderer Bruno Christensen, ekspert i detailhandel.

For at sætte den ulmende offensiv i perspektiv, skal man forstå Aldis vilde økonomiske nedtur i Danmark.

Fra 2011 til og med 2019 har Aldi leveret det ene dundrende underskud efter det andet og tabt svimlende 1,9 milliarder kroner i Danmark.

Samtidig har kæden lukket en lang række butikker.

Men i starten af 2019 kom så det første træk fra Aldi, der for alvor indvarslede en ny kurs.

Efter 42 år uden tilbudskampagner indførte kæden pludselig tilbudskampagner i Danmark.

Aldi renoverer en lang række supermarkeder - og står nu også til at åbne 60 nye.
Aldi renoverer en lang række supermarkeder - og står nu også til at åbne 60 nye. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Få måneder senere brød Aldi så med et andet princip.

Efter fire årtier uden tv-reklamer hyrede Aldi instruktøren Thomas Villumsen og revylegenden Niels Ellegaard og lancerede en stort opsat tv-kampagne, som fortsat kører for fuld kraft.

Det var kun begyndelsen.

For godt en uge siden meldte Aldi ud i Ejendomswatch, at kæden vil åbne 60 nye butikker inden for relativt kort tid.

Til det formål har Aldi rekrutteret Lars Winter som ny ejendomsdirektør - hentet direkte ind fra byggegiganten NCC.

Få dage senere kunne Dansk Handelsblad så opsummere, hvordan Aldi de seneste måneder har været på rov og plukket en lang række topchefer fra flere konkurrenter i Danmark.

To af de nyeste ansættelser er hentet direkte ind fra Aldis ærkerivaler Lidl.

Tre andre kommer fra Salling Group.

I Netto har Aldi nappet driftsdirektør Anders Steengaard Leer, der har været i Salling Group i 19 år.

I Føtex har Aldi rekrutteret Kim Stiller, som har været i Salling Group i 17 år – senest i ni år som varehuschef.

Og fra Sallings Groups indkøbere har man plukket Dennis Mathorne, som har været i Salling Group i 19 år.

»Det er et klart signal om, at der nu skal ske noget i Danmark. Der er tale om verdens femtestørste supermarkedskæde. De har masser af penge, og nu bruger man nogle af dem på at bakke op om ledelsen i Danmark,« siger Bruno Christensen:

»Det går forrygende for Aldi mange andre steder i verden, og vi har nu set en ny generation i Aldi-familien, som virkelig har vist, at de vil noget. Man vil vinde, og det investerer man kraftigt i.«

Selvom Aldi har haft store problemer i Danmark og flere gange selv har beklaget sig over, at danskerne – angiveligt på misforstået vis – har et dårligt indtryk af Aldi, så mener Bruno Christensen, at projektet sagtens kan lykkedes i Danmark.

»Der skal ikke mere til end én rigtig god oplevelse i butikken, så kommer folk tilbage igen,« siger Bruno Christensen:

»Vi kommer til at se flere nye Aldi-butikker, flere nye varer, og vi kommer til at se Aldi være meget aggressive. Der er masser af kampgejst i Aldi, så vi skal regne med at se lidt af hvert.«