Regeringen præsenterede torsdag et udspil til en sommerpakke, som kan være med til stimulere dansk økonomi og sende omsætning i retning af nogle af de brancher, som har været benhårdt ramt af coronakrisen.

En sommerpakke på 1,6 milliarder kroner – dobbelt så mange penge som sidste års sommerpakke.

I udspillet var en lang række tiltag, der kan gøre oplevelser i sommermåneder en del billigere for danskerne end normalt. Der var dog også mange spørgsmål, som forblev ubesvarede.

I forbindelse med oplægget sagde finansminister Nicolai Wammen, at pakken kan hjælpe trængte brancher og give danskerne nogle tiltrængte oplevelser.

»Alle danskere skal have mulighed for at få gode sommeroplevelser. Når vi laver denne pakke, er der en række virksomheder, som stadigvæk hænger i med det yderste af neglene. Og dem vil vi gerne have med ind over stregen,« sagde han blandt andet:

»Det er en stor pakke, vi kommer med. Den er på 1,6 milliarder kroner. Vi vil understøtte, at danskerne kan komme ud og få oplevelser.«

Regeringen præsenterede en række overordnede rammer og beløber til forskellige indsatser og områder. Nu skal detaljerne så forhandles på plads med Folketingets partier.

Lidt konkrete blev ministrene dog.

Nogle af pengene skal eksempelvis gå til at give billigere indenrigsrejser – eksempelvis billigere orangebilletter.

Erhvervsminister Simon Kollerup forklarede, at man vil have fokus på, at danskerne skal være turister i de danske storbyer – blandt andet med billigere restaurantoplevelser:

»Vi skal gøre det attraktivt for danskerne at være turister i deres eget land. Sidste år så vi, at pakken gavnede kysterne, men det var sværere i de store byer, og det ser vi stadigvæk. Derfor skal vi med sommerpakken gøre det på en måde, hvor vi har større fokus på København, Odense, Aarhus og Aalborg,« sagde Simon Kollerup:

»Med sommerpakken vil vi sørge for, at der bliver endnu flere tilbud. Vi vil sætte gang i en kampagne, hvor det offentlige rum bliver fyldt med gode madoplevelser. Restauranter i de store byer kan hver søge op til 50.000 kroner i tilskud, så de kan give kunderne nogle gode tilbud.«

Også kulturminister Joy Mogensen forklarede, at der kommer 315 millioner kroner ud i kulturlivet, så de kan skabe oplevelser til danskerne i sommerperioden.

Hun sagde dog ikke noget konkret om, hvordan pengene skal forvaltes – om der eksempelvis kommer til at være rabat på entréindtægter som sidste sommer.

Spurgt mere konkret ind til det lød svaret fra Joy Mogensen:

»Lige præcist på kulturområdet har vi gode erfaringer at gøre brug af. Vi vil gerne forhandle om, hvorvidt vi skal gøre mere af det, vi ellers har gjort gennem epidemien, eller om vi skal gøre nogle andre ting. Lige nu står der 315 millioner til kulturområdet. Nu skal vi forhandle med partierne om, hvordan vi kommer bredest ud,« sagde Joy Mogensen.

Finansminister Nicolai Wammen forklarede, at man ikke har været mere konkret i forhold til forvaltningen af de mange penge, da man nu gerne vil forhandle aftalen mere detaljeret på plads med Folketingets øvrige partier.

Finansminister Nicolai Wammen blev spurgt ind til, hvad regeringen konkret forestiller sig. Hertil svarede han:

»Det kunne være initiativer som sidste år. At det bliver billigt at rejse med tog. Det kunne være gratis at tage færgen, hvis man er gående eller på cykel. Det kan være, at ældre kan få kulturoplevelser. Det kan være, at vi giver mulighed for, at restauranterne kan lave initiativer, så de kan få gang i butikken.«

Nicolai Wammen svarede også, at det kan være, at denne års sommerpakke skal have en længere varighedsperiode end sidste år.

Omkring selve forhandlingerne til at udarbejde sommerpakken sagde Nicolai Wammen:

»Vi indkalder alle partierne i næste uge. Vi håber og tror, at vi kan lave aftalen i et fornuftigt tempo.«

Pakkens overskrifter er:

  • Gang i turismeerhvervet i Danmark: 280 millioner kroner
  • Billigere indenrigsrejser i sommerpausen: 205 millioner kroner
  • Tiltag målrettet kulturlivet: 315 millioner kroner
  • Ramme til særligt udsatte sektorer: 400 millioner kroner
  • Ramme til sårbare ældre: 100 millioner kroner
  • Regeringens oplæg til udmøntning af eksportreserver: 155 millioner kroner i 2021 og 75 millioner kroner i både 2022 og 2023.

I alt: 1,6 milliarder kroner