Har du købt produktet, skal du straks stoppe med at bruge det og henvende dig til forhandleren.

Sådan lyder meldingen fra Sikkerhedsstyrelsen, der advarer om et gør-det-selv kit for børn med såkaldt krympeplast.

Ifølge Sikkerhedsstyrelsen indeholder gør-det-selv-legetøjet små stærke magneter, der ikke lever op til de danske myndigheders krav.

Sluger man legetøjet er der ifølge styrelsen høj risiko for, at ens organer tager skade, da magneterne vil blive tiltrukket af hinanden på tværs af fordøjelsessystemet.

Legetøjet er blevet solgt i BR-butikker og Bilka og bliver nu tilbagekaldt af producenten Creativ Company.

Produktet er mærket med artikelnummer 86971161 og er solgt i perioden 2. september 2020 til 15. december 2020.

Som B.T. tidligere har beskrevet, kan legetøj med små magneter være livsfarligt for børn.

Det kan du læse mere om her og her.