Lyt til artiklen

Da Søren Lindhart søndag besøgte sin lokale Fakta, stødte han endnu en gang på et syn, der irriterer ham grænseløst.

Rundt om indgangen var den sædvanlige udstilling af frugt og grønt. En dejlig forårssol stod og bagte på varerne. Poser med æbler, gulerødder og icebergsalat havde fugt på indersiden af indpakningen.

»Det er jo lige til at smide ud. Der er jo ingen, der vil købe det. Jeg synes, det er uansvarligt at behandle varerne på den måde,« siger Søren Lindhardt, der har oplevet det samme i Netto:

»Det er absurd, at supermarkederne ikke selv kan se det her problem.«

Søren Lindhardt, 60, er træt af at se på frugt og grønt foran supermarkeder, der står og bager i solen.
Søren Lindhardt, 60, er træt af at se på frugt og grønt foran supermarkeder, der står og bager i solen.
Vis mere

Og det kan rent faktisk være et reelt problem, hvis frugt og grønt står og bager i solen foran supermarkeder.

Det øger nemlig risikoen for, at du får en pose med bløde eller fordærvede gulerødder, tomater, æbler, frugt eller andet med hjem.

En risiko, der stiger i de kommende måneder, i takt med at sommersolen gør sig gældende.

»Når der er kondens på indersiden af indpakningen, og varerne bliver varmet op af solen, så skaber det gode betingelser for, at visse typer af bakterier og skimmelsvampe kan formere sig,« forklarer Michael René, ekspert i fødevarehåndtering ved Københavns Professionshøjskole:

»Frugt og grønt modner i kraftigere grad under de betingelser, og det påvirker fødevarekvaliteten.«

Resultatet er, at du kan ende med varer, der bedst egner sig til skraldespanden.

»Du risikerer, at varen bliver fordærvet. Det giver for eksempel bløde agurker, et par fordærvede tomater i pakken, fordærvet frugt og så videre.«

»Det kan meget vel ende med, at enten kunden eller butikken er nødt til at smide det ud.«

Søren Lindhart har har - forgæves - påtalt situationen over for medarbejdere i supermarkederne.

»Folk gider ikke købe det, når de risikerer at få et par dårlige tomater med hjem,« siger Søren Lindhardt og tilføjer:

»Det kan godt være, at folk tænker, at jeg bare kan lade være med at købe det, men jeg synes, det er ærgerligt, at det ender med at skulle smides ud.«

Både Netto og Fakta er opmærksomme på frugt og grønt foran butikkerne.

’Det er helt sikkert en mulig problematik, men den er vi selvfølgelig opmærksom på’, skriver Kasper Reggelsen, kommunikationskonsulent for Salling Group, der driver Netto, i en mail:

’Således placerer vi udelukkende varer, der egner sig til at være ude i for eksempel sollys – og vi oplever ikke et større madspild her. Gjorde vi det, ville vi selvfølgelig ændre praksis, da madspild ikke kun er skidt for miljøet, men også dårlig forretning for os.'

Også hos Coop, der driver Fakta, er man opmærksom på den kritik, Søren Lindhardt rejser.

»Vi forsøger hele tiden at skifte ud i det frugt og grønt, der står foran butikken, så det ser friskt ud, siger Jens Juul, pressechef for Coop, der driver Fakta:

»Hvis ikke det er friskt, så er der ingen, der køber det, så vi har et stort incitament.«

»Vi lever af at sælge varer. Hvis de er fordærvede, så sælger vi dem ikke. Så vi gør, hvad vi kan, og når det bliver for varmt, så flytter vi varerne ind i butikken.«

Ifølge Michael René bør supermarkederne beskytte varerne bedre:

»Det kan jo være med parasoller eller andet. Det skal i hvert fald ikke stå direkte i solen.«