Under påskens tilbudskrig kunne man flere steder handle æg til under en krone stykket.

Aldi havde ti skrabeæg for 7,95 kroner, mens Lidl solgte otte skrabeæg for en femmer. Tilbud, der næsten var for gode til at være sande.

Men det bliver de måske også i fremtiden. Det skriver DR, der bragte historien først.

For snart kan et æg måske komme til at koste 6-7 kroner stykket.

Det 'forsigtige' – men 'ikke utænkelige' – bud kommer fra Steen Bitsch.

Han er både direktør i andelsgrovvareselskabet Vestjyllands Andel, som sælger foder til blandt andet ægproducenterne – og bestyrelsesmedlem i Dava Foods, der har ægpakkerier i Danmark.

»Det er med æg som med alle andre fødevarer, at de kommer til at stige til et niveau, som er historisk. Det tror jeg godt, vi kan forberede os på,« siger Steen Bitsch til DR.

Og holder forudsigelsen stik, vil det betyde priser på mellem 60 og 70 kroner for en bakke med ti æg.

Årsagen skal findes i de stigende priser på foder til høns (hvede og majs, red.) og den energi, som krigen i Ukraine forårsager.

Selvom priserne stiger, er ægpriserne herhjemme ikke på himmelflugt – endnu.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at prisen på æg i Danmark var 2,6 procent højere i marts 2022, end den var i marts 2021.

Til sammenligning kunne Reuters tidligere på måneden rapportere, at prisen på æg i Frankrig det seneste år er steget med 69 procent. Det skyldes – ud over krigen i Ukraine – også, at der i USA og Frankrig har været alvorlige udbrud af fugleinfluenza.