Hun blev kendt i 'Løvens hule', hvor hun sikrede sig en investering på 400.000 kroner.

Siden har coronanedlukning og inflation udfordret det nystartede smykkefirma IX Studios.

Og som om det ikke var nok, så måtte firmaet tage nyt navn kort efter lanceringen i det populære DR-program, hvor investor Christian Arnstedt købte sig til ti procent af virksomheden.

Nu skriver Finans.dk, at IX Studios har fået tilført ti millioner kroner i frisk kapital.

Pengene kommer fra en lidt uventet kant.

Det er nemlig den nordjyske mangemillionær Tom Andersen, der har skudt penge i smykkefirmaet.

Han har tjent sin formue ved at købe og sælge fødevare gemmen selskabet Tomex.

»Jeg har skudt penge i brandet, og det gør jeg i mange virksomheder. Det er selvfølgelig med håbet om, at det bliver en god forretning, men også fordi matchet er godt. Selvom jeg bruger al min tid på fødevarer og ikke kender meget til smykker og fashion, så investerer jeg i mange forskellige selskaber,« siger Tom Andersen til Finans.dk.

Louise Mygind Andersen fortæller til mediet, at pengene skal sikre virksomhedens vækst i fremtiden.

IX Studios skaber smykker, der er inspireret af dronning Margrethes far – den tatoverede og smykkeklædte sømandskonge Frederik IX.

Kort efter lanceringen i 'Løvens hule' for to år siden måtte smykkefirmaet tage navneforandring fra Frederik IX Studios til blot IX Studios.

Kongehuset havde nemlig ikke givet tilsagn om, at Louise Mygind Andersen måtte bruge den afdøde konges navn og billede i sin markedsføring.