Lyt til artiklen

Kan du huske påsken i år?

Supermarkedskæderne underbød hinanden i en vild tilbudskrig på smør. Lidl lokkede for eksempel med 200 gram Lurpak smørbar for bare 2,95 kroner og blev rendt over ende af smørhamstrende kunder, hvoraf mange rasende måtte forlade butikken efter at have tabt slaget ved køledisken til hurtigere kunder.

Nu står julen for døren, og det trækker op til en ny smørkrig ved de inflationsplagede kølemontre i den kommende weekend, viser et pristjek, som B.T. har foretaget.

Supermarkedskæderne er nemlig igen klar med lokkende tilbud på det gyldne fedtstof, og Netto er trukket i den smørgule førertrøje med et slagtilbud på 7,95 kroner for 200 gram Lurpak smør, smørbar eller let smør.

Normalprisen for en pakke Lurpak ligger på 27,95 kroner i Netto, så Netto har altså skåret en rund 20er af normalprisen.

»Vi er naturligvis glade for, at vi er landet på den helt rigtige og skarpe pris. Vi føler os ret overbeviste om, at kunderne vil valfarte til Netto her i weekenden, og vi forventer faktisk, at det bliver den største weekend i Netto nogensinde,« siger Jacob Krogsgaard Nielsen, pressechef i Salling Group, der ejer Netto.

Han vil ikke røbe, hvad Netto selv giver for en pakke smør hos leverandøren, men Jacob Krogsgaard Nielsen gør det klart, at det isoleret set er en gedigen underskudsforretning at sælge smør til 7,95 kroner.

Jacob Krogsgaard Nielsen lægger ikke skjul på, at det billige smør skal lokke kunderne ind i butikken, hvor de så gerne skal fylde kurve og indkøbsvogne med en masse andre varer.

Netto er trukket i den smørgule føretrøje med et slagtilbud på 7,95 kroner for 200 gram Lurpar smør, smør bar eller let smør.
Netto er trukket i den smørgule føretrøje med et slagtilbud på 7,95 kroner for 200 gram Lurpar smør, smør bar eller let smør.
Vis mere

Og der skal bruges riiiiigeligt med smør, når danskerne for alvor går i gang med at bage pebernødder, vaniljekranse og med at brune kartofler, så der er en god sjat penge at spare for tilbudsjægerne.

»Juletilbud er et stort trækplaster på tværs af hele dagligvarehandlen, og smør er bare en af de varer, som vi gennemsnitlige forbrugere ved, hvad normalvis koster. Det gælder også mælk og hakket oksekød, og derfor er smør her op til jul bare en helt afgørende vare at være skarp på prisen på,« siger Jacob Krogsgaard Nielsen og tilføjer:

»Julehandlen er rigtig vigtig for dagligvarebranchen, og vi kæmper om, at kunderne skal lægge deres indkøb hos os, og her er pris en altafgørende faktor i en tid med stigende priser på dagligvarer.«

Også Coop, der blandt andet driver Kvickly, SuperBrugsen og Fakta, forsøger at lokke kunder til med juletilbud på smør, men her lyder prisen på 200 gram Lurpak på 15 kroner. Næsten dobbelt så dyrt som hos Netto.

Kommer I til at hvæsse smørkniven i de kommende tilbudsaviser for at kunne følge med konkurrenterne?

»Det kan jeg af konkurrencemæssige hensyn ikke afsløre. Men vi lægger op til rigtig mange gode tilbud – ikke bare på smør, men også på andre centrale julevarer,« siger informationsdirektør i Coop Jens Juul Nielsen og fortsætter:

»Vi sætter penge til, når vi sælger smør til 15 kroner. Det er en dyr fornøjelse, men vi gør det i håb om, at kunderne så også kommer og køber nogle andre varer, vi kan tjene penge på. Man kan godt kalde det lokkemad.«

Jacob Krogsgaard Nielsen vil ikke afvise, at prisen på smør kan komme endnu længere ned, hvis konkurrenterne skærper prissætningen frem mod jul.

»Vi må se, hvordan det udvikler sig de næste uger,« siger han.