Hvis du for nylig har kigget på din mobilregning, har det formentlig været et udmærket syn.

Det seneste årti har mange nye små mobilselskaber nemlig været med til at presse prisen ned for danske kunder, der har kunnet glæde sig over nogle af Europas laveste priser. Men nu er det snart forbi.

De fire store spillere TDC, Telenor, Telia og 3 er nemlig så småt begyndt at hæve priserne igen, efter de har opkøbt de mindre mobilselskaber, som Telmore, CBB Mobil og Plenti.

Det skriver finans.dk.

»Prisstigningerne har været ret tydelige, men hvis der ikke er nogen steder eller kun meget få steder tilbage at henvende sig for at få det billigere, så er man fanget som forbruger til at betale mere,« siger cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk Martin Salamon til B.T.

Op igennem 00'erne lykkedes de mange mindre selskaber med at tiltrække et hav af kunder, og derfor følte de store kanoner sig nødsaget til at opkøbe dem.

Det seneste eksempel er tilbage i 2017, hvor Plenti blev opkøbt af TDC.

Det nye selskab fik nemlig hurtigt skrabet over 80.000 mobilkunder til sig, og så var der ingen anden udvej for TDC end at opkøbe dem.

Siden har nye lavprisselskaber følt sig skræmte, og det har nu givet mere 'ro' til de store mobilselskaber, der de sidste to år sideløbende har hævet priserne.

Eksempelvis har TDC, der ejer YouSee, Fullrate og Telmore, hævet priserne to gange på to år.

Her har forklaringen blandt andet været behovet for at investere i opgraderinger i 4G-netværket.

Men den køber Martin Salamon ikke.

»Det virker som en dårlig undskyldning. Så må man forstå, at deres investorer ikke vil betale for det, og så skal forbrugerne i stedet punge ud,« siger cheføkonomen.

Kigger man på de store mobilselskabers gennemsnitlige omsætning på en mobilkunde om måneden, er det da også tydeligt, at de har hævet deres indtjening de sidste par år.

Og det sker på bekostning af kunden, mener Martin Salamon fra Forbrugerrådet Tænk.

»Der sker simpelthen bare det, at selskaberne tjener flere penge, og når man kan det i et konkurrencemarked, så er det, fordi konkurrencen ikke fungerer særlig godt. Det er bekymrende.«

Han pointerer, at det ikke handler om, at de store mobilselskaber ikke må tjene flere penge.

»Men når vi ser et marked, der har udviklet en skarp konkurrence, og vi så kan se, at det går i stå, så er der et problem. For så er det os som forbrugere, der pludselig betaler for meget,« forklarer han.

Dermed kan de danske mobilkunder godt se frem til at ryge ned ad Europas rangliste over de billigste priser.

»Vi var indtil nu befundet os i Champions League, men nu er vi altså på vej ned i de lavere rækker i den sammenhæng,« slutter Martin Salamon.