Haribos første selvstændige butik i Danmark åbner på Black Friday den 23. november i Ringsted Outlet.

Rygterne har længe svirret om, at Haribo ville åbne sin første 'one brand'-butik, men det har ikke stået klart, hvornår det ville ske, skriver sn.dk.

Men det gør det nu - butikken åbner på Black Friday den 23. november, skriver Ringsted Outlet på Facebook.

Haribo er et tysk firma, som blev startet i 1920'erne af Hans Riegel fra Bonn. Det er fra ham, firmaet har sit navn - det er sammensat af de to første bogstaver i de tre navne.

Firmaet står bag den bedst sælgende slikpose herhjemme, nemlig Matador Mix, som kom frem i 1980'erne.

For et år siden blev Haribo afsløret i en tysk tv-dokumentar.

Her fandt tv-holdet mindreårige, der arbejdede under slavelignende arbejdsforhold, og grise, der lider, inden de bliver slagtet, skriver Dagbladet.

Ifølge Huffington Post skulle arbejderne sove udenfor eller i biler, og de havde ikke adgang til rent vand og toiletfaciliteter. De skulle ifølge dokumentaren tjene omkring 12 dollar om dagen svarende til omkring 77 kroner.