Der er rigtig gode penge i at sælge slik til danskerne.

Hvis du er i tvivl om den påstand, så kast bare et blik på Cloetta Danmarks seneste regnskab.

Slikgiganten, der sælger alt fra Läkerol og lakridspiber til familieguf og bland selv-slik, havde i 2018 et overskud på knap 25 millioner kroner. Det er mere end en fordobling i forhold til 2017.

Det er dog ikke udelukkende slikgrådige danskere, der er gået sukkeramok og har sendt Cloettas regnskab i vejret.

I slutningen af 2017 opkøbte Cloetta bland selv slik-giganten Candy King.

Det har vist sig at være en fremragende forretning.

Candy King står for bland selv-slik i 1.500 danske forretninger – blandt andre Føtex, Bilka, Rema 1000 og Coops butikker.

Alene opkøbet af Candy King øgede Cloettas omsætning med mere end 200 millioner kroner fra 2017 til 2018.

»Opkøbet af Candy King er stort set hele forklaringen på det her regnskab,« siger Christian Boas Linde, direktør for Cloetta i Danmark og Norge:

»Supermarkederne er blevet gladere for at bruge bland selv-slik som trækplaster. Man bruger det om fredagen, når børnefamilierne skal ud og købe ind, og der er bland selv-slik en rigtig god slagvare. Så det giver god mening for os med det opkøb.«

Candy King-konceptet er nu den største underkategori i Cloetta Danmarks forretning.

Men der er også masser af andet slik, der skæpper seriøst i kassen.

Cloetta tjener kassen på bland selv-slik.
Cloetta tjener kassen på bland selv-slik. Foto: Kim Haugaard
Vis mere

»Man må sige, at vi har ret stærk position på pastiller med Läkerol. Og så er lakridspiber et fantastisk varemærke, som bliver ved med at gøre det godt,« siger Christian Boas Linde:

»Så har du poseslik, som er et marked med rigtig stor konkurrence, men der har vi også lidt vækst. Og så kan du bare tage sådan noget som juleskum. Folk går helt amok, når vi sætter det til salg i november.«

På trods af det flotte resultat er målet endnu mere fremgang i 2019.

»Vi regner helt klart med vækst i 2019. Vi har en kampagne på vej med Läkerol i efteråret, så der ser jeg gerne væksten komme fra,« siger Christian Boas Linde.