Buffeter er noget af det værste, Søren Frank ved.

Den garvede mad- og vinanmelder har mildest talt fået nok af den populære spiseform, som han i en klumme i Berlingske kalder en »modbydelig spiseform«.

Og det er ikke kun maden, der får ham op i det røde felt.

I DR-programmet P1 Morgen sætter han ord på sin store modvilje mod buffeter, hvor både hygiejnen, madens kvalitet og hele oplevelsen står for skud.

»For det første er der det bakterielle. Ilt er alle madvarers værste fjende, og buffeten ligger jo og tager bad i ilt,« siger Søren Frank og fortsætter: 

»Leverpostejen bliver tør i kanterne, og salaten ligger og svøber i dressingen. Kødet bliver tørt. Fisken bliver tør.«

Søren Frank er en af Danmarks mest kendte og indflydelsesrige madanmeldere. Foto: Niels Ahlmann Olesen

Samtidig er han langt fra begejstret for, at gæsterne deles om det samme serveringsbestik.

Men selvom den triste mad og hygiejnen er nok til at få ham til at rynke på næsen, er det faktisk noget helt andet, der irriterer ham allermest.

Nemlig at buffeten ifølge ham ødelægger det sociale ved at spise sammen.

For mens nogle gæster sidder klar med fyldte tallerkener, står resten stadig i kø efter maden. Resultatet er ifølge Søren Frank, at man ender med at sidde alene ved bordet og spise, mens de andre stadig er på jagt efter næste portion.

Og buffetens store udvalg er heller ikke noget, der imponerer madanmelderen.

Tværtimod mener han, at de mange forskellige retter sjældent fører til de store kulinariske oplevelser.