Fredag gik nyheden om Rema 1000s opkøb af 114 Aldi-butikker Danmark rundt, ligesom en liste med de 114 butikker blev publiceret i alle landets medier.

Men de danskere, der sad og så på den liste og måske jublede over udsigten til nu at få en lokal Rema 1000 i stedet for en Aldi, kan ende med en gedigen skuffelse.

For selvom Rema 1000 rigtignok har indgået en aftale om at overtage 114 Aldi-butikker, bliver det langtfra alle de butikker, som laves om til en Rema 1000.

»Det er ikke sådan, at man bare kan tage det nuværende antal Rema 1000-butikker og lægge 114 oveni. Vi vurderer selv, at det ender med, at der kommer mellem 60 og 80 nye Rema 1000-butikker. Resten bliver solgt videre til andre aktører,« forklarer Jonas Schrøder, kommunikationschef i Rema 1000:

»Noget af det vil være i form af en normal ejendomshandel. Og så vil der være tilfælde, hvor vi overtager en Aldi i en by, hvor vi har en Rema 1000 i forvejen, og hvor Aldi-butikken har en bedre beliggenhed end vores nuværende butik. Så flytter vi ind i den Aldi, vi har købt, og sælger det gamle lokale.«

Jonas Schrøder understreger, at alt, hvad han siger i denne artikel, afhænger af konkurrencemyndighedernes endelige behandling af sagen.

Da B.T. taler med Rema 1000s kommunikationschef lørdag, er han i gang med at kontakte en lang række lokalmedier, som efter opkøbet har skrevet, at den lokale Aldi laves om til en Rema 1000.

»Og det er jo synd, hvis ikke det ender sådan. Så der skal tages et forbehold,« siger Jonas Schrøder.

Derudover forklarer Jonas Schrøder, at det lige nu ligger Rema 1000 meget på sinde at signalere over for Aldis medarbejdere, at Rema 1000 rigtig gerne vil dem.

»Vi er glade for den positive respons, vi har fået, og meget af mediedækningen har jo handlet om antal butikker og millioner og milliarder, men man skal huske, at det her berører rigtig mange mennesker, som lige nu arbejder i Aldi,« siger Jonas Schrøder:

»Og det er klart, at de vil være usikre, mens konkurrencemyndigheder er i gang med godkendelsesprocessen. For os er det vigtigt at sige, vi virkelig glæder os til at få sagt velkommen til alle de medarbejdere, når konkurrencemyndighederne på et tidspunkt forhåbentlig får godkendt det her.«

Hvor længe det tager, før konkurrencemyndighederne har gennemført processen, er uvist.