Efter nogle guldrandede år for landets supermarkedskæder, hvor corona i perioder betød, at supermarkeder stort set var de eneste butikker, der havde åbent, er presset for alvor begyndt at stige.
Det skulle man ellers ikke tro. De sætter priserne op uafbrudt, og gængse dagligvarer koster nu en bondegård. Men her ligger også kimen til problemer.
Problemer for os forbrugere. Store problemer for supermarkederne og deres leverandører.
I starten af den forgangne uge så vi noget ret usædvanligt, da Coop og Stryhns måtte erkende, at forhandlingerne om en ny leverandøraftale var kollapset.
Stryhns var kommet til bordet med prisstigninger, fordi de selv er ramt af et væld af prisstigninger, og de prisstigninger sagde Coop så nej til.
Bum: Farvel til alle Langelænderpølser og en masse varianter fra K-salat, Graasten, Jensens og Stryhns i over 1.000 Coop-butikker fra 1. juli.
Det er voldsomt, men det måtte komme.
De seneste måneder har vi her på B.T. gentagne gange hørt fra kæder og leverandører, der sidder omkring bordet til de her forhandlinger, at de forhandlinger bliver mere og mere anspændte.
Supermarkedskæderne har til tider givet udtryk for decideret forargelse over de stigninger, deres leverandører kommer med, og det har de ikke lagt skjul på i samtaler med os journalister.
Beskyldninger om, at mange nu forsøger at skumme fløden og give den lidt ekstra gas med prisstigningerne, er ikke nogen sjældenhed. Og det går begge veje.
I tilfældet Coop og Stryns gik det så galt. Det vil næppe blive det sidste brag, vi oplever i år.
For hvor går grænsen for, hvor meget vi forbrugere kan og vil betale?
Noget tyder på, at den grænse er nået.
Tal fra Danmarks Statistik peger på, at forbruget i supermarkederne er stoppet op. Vi bruger lige så mange penge i supermarkederne, som vi gjorde for et år siden.
Men når du tager prisstigningerne med, så betyder det jo de facto, at vi køber færre varer.
Det er giftigt. Supermarkedskæderne bliver ramt af prisstigninger fra leverandører, de skal betale mere for at få transporteret varer, de skal betale mere for el og gas, de skal betale mere for emballage.
Det, der sker, når leverandører og dagligvarekæder i øjeblikket forhandler om nye aftaler, er ret simpelt.
Det er, på mange måder, en forhandling om, hvem der skal have mulighed for at dække deres stigende omkostninger.
Leverandører som Stryhns er nødt til at hæve prisen for at dække omkostningerne, men det er dagligvarekæder som Coop også.
Kommer Stryhns så med en prisstigning, der er så høj, at Coop ikke føler, de kan lægge deres egen prisstigning oveni, uden at det fører til et markant fald i salget, så er det selvfølgelig et problem.
Det er balancen lige nu.
Hæves priserne til et niveau, så danskerne kun putter 15 varer i kurven frem for 20, så står kæderne med faldende omsætning.
Og så stirrer man altså ind i tilbagegang og i værste fald fyringer. Det samme gør leverandørerne.
Alle kan mærke, at danskerne har ramt muren – eller i hvert fald er tæt på.
Vi er ved at nærme os et punkt, hvor priserne næppe kan stige meget mere, uden forbruget begynder at falde kraftigt.
Skruen er strammet til det yderste nu, men alligevel kommer den til at blive strammet yderligere.
Og derfor er der også stor risiko for, at vi kommer til at se flere brag mellem supermarkeder og leverandører i den kommende tid. Det er stort set uundgåeligt.
