De voldsomt stigende oliepriser kan ende med at udløse en dyb økonomisk krise.

Sådan lyder det fra flere analytikere, efter Ruslands invasion af Ukraine har skabt enorm usikkerhed om olieforsyningen og sendt priserne mod himlen.

Torsdag nærmer prisen sig 120 dollar for en tønde olie.

En af hovedårsagerne til de stærkt stigende oliepriser er, at rederier, der fragter olie, og raffinaderier er bekymrede for at fragte og behandle russisk olie i kølvandet på Vestens sanktioner mod Rusland.

Rusland er verdens næststørste olieeksportør, og usikkerheden om forsyningerne kan sende priserne op i endnu højere luftlag i de kommende uger og måneder, vurderer Bjarne Scieldrop, chefanalytiker i den nordiske storbank SEB.

»På den korte bane er der ingen grænse for, hvor meget olieprisen kan stige. Den højeste oliepris, vi har set, var 148 dollar for en tønde i 2008, og mange tror, at det er den maksimale grænse. Men olieprisen kan godt gå op i 200 til 300 dollar tønden, hvis markedet bliver stramt nok,« siger han til det norske finansmedie E24.no.

Prisstigningen stopper helt af sig selv, når folk ikke længere har råd til at tanke bilen, og prisen er kommet så højt op, at økonomien slår i bakgear – også kaldet recession.

»Det var det, vi så i 2008 (finanskrisen, red.), hvor økonomien knækkede ved en pris på 148 dollar for en tønde olie. Så rammer det ude hos forbrugerne, og erhvervslivet knækker sammen,« siger Bjarne Scieldrop.

Vestens regeringer har ikke lagt sanktioner på russisk olie, men lige nu er de rederier, der normalt fragter olien fra Rusland til Vesten, meget tilbageholdende med at fylde russisk olie på deres tankskibe, da de nervøse for at bliver fanget af eventuelle nye sanktioner og også kan komme til at betale en høj pris i form af dårligt omdømme, vurderer Scieldrop.

Også den amerikanske olieanalytiker Paul Sankey, der blandt andet har en fortid som analytiker i Deutsche Bank, ser med bekymring på de stadigt stigende oliepriser.

Han peger ligesom Bjarne Scieldrop på, at olieprisen kan blive så høj, at den udløser en dyb recession.

Han vurderer, at olieprisen vil ligge mellem 100 og150 dollar tønden, så længe Ukraine-krisen fortsætter. Og hvis det kniber med at skaffe nok olie fra Mellemøsten, kan prisen også ramme 200 dollar, siger han til cnbc.com.

Cheføkonom i Danske Bank Las Olsen
Cheføkonom i Danske Bank Las Olsen Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Herhjemme siger cheføkonom i Danske Bank Las Olsen, at de voldsomt stigende oliepriser skubber den allerede høje inflation endnu højere op, og at der inden for de næste par år er risiko for ‘en hård landing’ i den dansk økonomi.

Inflationen ramte i februar 5,8 procent i eurolandene. I USA er den endnu højere, og i januar i år steg de danske forbrugerpriser med rekordhøje 4,3 procent.

For at tæmme den løbske inflation har både den europæiske og amerikanske centralbank signaleret, at de vil hæve renterne, hvilket gør det dyrere at låne penge for både boligejere, forbrugere og virksomheder.

Samlet betyder de høje energipriser, den stigende inflation og de stigende renter, at både forbrugere og virksomheder har færre penge til overs, når de faste udgifter til energi og renter på lån er betalt.

»Stigende renter er noget af det, der oftest har udløst recessioner. I løbet af de næste par år er der en pænt stor sandsynlighed for en recession, fordi man skal have landet den høje inflation,« siger Las Olsen og tilføjer:

»Centralbankerne prøver at lande den så forsigtigt som muligt med rentestigninger som bremse, men erfaringen siger, at det meget nemt kan blive en hård landing.«