Noget så ulækkert som kakerlakker dukkede for nylig op under en fødevarekontrol i Københavns store turistmål, Nyhavn.
Her fandt Fødevarestyrelsen flere af de krybende insekter på det italienske spisested Restaurant La Sirène.
Ifølge kontrolrapporten var der to store levende kakerlakker under et køleskab i køkkenet, og på bagsiden af køleskabet lå der flere døde kakerlakker.
Fødevarestyrelsen oplyser også, at de fandt to små levende kakerlakker i baren og en del døde kakerlakker på hylder og inventar.
Endvidere var der også døde kakerlakker på en bagtrappe på lageret, hvor der lå opbevaret fødevarer.
B.T. har kontaktet Restaurant La Sirène og modtaget følgende svar på mail:
»Vi tager det meget alvorligt, og der er i skrivende stund ved at blive taget hånd om de forhold, der er beskrevet i rapporten fra Fødevarestyrelsen både med hensyn til vedligeholdelse og skadedyrsbekæmpelse, som desværre er et tilbagevendende problem i hele Nyhavn.«
Som anført i Restaurant La Sirènes svar, trænger vedligeholdelsen ganske rigtigt til en kærlig hånd.
Fødevarestyrelsen fandt blandt andet ansamlinger af fugt og skidt i ødelagte fuger på køkkengulvet, og pizzabordet var nedslidt og med huller i overfladen, så der samlede sig skidt.
I baglokalet var fliser på gulvet ødelagte, og væggen skallede, så det dryssede ned på fødevarer.
Fødevarestyrelsen har givet Restaurant La Sirène en bøde på 5.000 kroner, og restauranten kan se frem til to gebyrbelagte, opfølgende kontroller.