Hver sommer jubler flere tusinde, fordi de er kommet ind på drømmestudiet, men kort derefter kommer koldsveden. For nu skal der sikres bolig i studiebyerne.

København. Når det kommer til boligsøgning, handler det om at skille sig ud mellem flere hundrede ansøgere. Derfor bør du tænke på det, som når du søger et job.

Det siger Anders Hyldborg, der er administrerende direktør hos Boligportal. Du skal nemlig lægge både tid og omtanke i din boligsøgning. Så kommer du længst.

Når du kaster dig ud på boligmarkedet, er der to måder at søge bolig på: Enten søger man bolig hos et ejendoms- eller administrationsselskab, ellers søger man bolig ved private udlejere.

Derfor er det også to forskellige ting, du skal prioritere i din ansøgning.

- Ejendoms- eller administrationsselskaberne er interesserede i at have mindst muligt besvær med deres ejendomme og beboere, forklarer Anders Hyldborg.

Det vil sige, at de lægger vægt på at have folk boende, der ikke har tænkt sig at flytte lige foreløbig. Samtidig er det vigtigt, at man kan betale sin husleje til tiden og at man ikke skaber problemer med eller for naboerne.

- Det er generelt bedre at skrive, hvad man gør, end hvem man er. For eksempel hvad man laver og bruger sin fritid på, siger Anders Hyldborg fra Boligportal.

Det er heller ikke en dum idé at vedlægge information og referencer fra tidligere udlejere og lægge vægt på, hvis man har boet ude før. Det viser nemlig, at man er ansvarlig og er en god lejer.

Hvis du derimod søger et værelse i et bofællesskab, hos en familie eller med en bofælle, skal du gribe det lidt anderledes an. Her er det din personlighed, din humor og dine interesser, der er det vigtigste.

Morten Vium rådgiver til daglig i branding på sociale medier, og ifølge ham handler boligsøgningen om at turde give noget at sig selv. Det er der, vi skiller os ud, siger han.

- Selvfølgelig er det en god idé at skrive, at du er en stabil lejer, men det er ikke der, du skal lægge hovedvægten af din ansøgning, siger Morten Vium.

Hvis det eneste, du sætter fokus på i din boligansøgningen, er, at du er rolig, stabil og betaler til tiden, har du sagt alt det rigtige, forklarer Morten Vium. Problemet er bare, at størstedelen af de andre ansøgere skriver det samme.

For at få fingrene i din drømmebolig skal du i stedet bruge en anden taktik.

- I dag handler det om at være tiltalende og virke sympatisk. Du skal skrive noget, så udlejer føler, at vedkommende kommer til at kende dig, forklarer Morten Vium.

For eksempel gjorde Morten Vium selv det, at han tog billeder af sig selv i det område, som hans drømmebolig lå i, så fremtidige udlejere kunne se, hvad han ville gøre, når han havde fået boligen.

- Man skal ikke prøve at beskrive sig selv, men prøve at beskrive det liv, man har tænkt sig at have i boligen, siger han.

På den måde får udlejer et bedre indblik i, hvem du er. For i bofællesskaber bliver man ofte en lille familie. Det er Anders Hyldborg fra Boligportal enig i.

- Det kan være en fordel at fortælle sjove anekdoter og sjove fakta om sig selv, og så skal man forsøge at følge tonen, der bliver brugt i annoncen, siger Anders Hyldborg.

Fakta: Optimér boligsøgningen

- Brug dit netværk, skriv dig op i boligforeninger, og opsøg boliger, der er lagt op på internettet.

- En boligansøgning skal være så sandfærdig som muligt, men man skal stadig have for øje, hvad man gerne vil opnå.

- Man behøver ikke fortælle sin udlejer, om man ryger eller ej, eller om man elsker høj technomusik eller ej. Men det er ting, man bør tænke over, for det kan ende ud i et problematisk forhold til sin udlejer.

Kilder: Anders Hyldborg, Morten Vium.

/ritzau/FOKUS