Den skandaleramte pizzakæde Domino’s gik den 2. marts konkurs i Danmark, og efter fjorten dages usikkerhed er samtlige ansatte i kæden så blevet fritstillet.
Det drejer sig i alt om 373 medarbejdere, som i weekenden fik endegyldigt besked på, at de har mistet deres arbejde.
Det skriver Finans.dk.
Mediet har talt med en af konkursboets kuratorer, Morten Hans Jakobsen fra advokatfirmaet Gorrissen Federspiel.

»Selvom vi har afskediget de ansatte, er det ikke ensbetydende med, at de ikke kan blive en del af fremtidigt setup,« siger Morten Hans Jakobsen til Finans.dk.
Han henviser til, at der fortsat foregår forhandlinger med tre interesserede købere.
Torsdag forklarede han til B.T., at det ikke er utænkeligt, at køberne går ind og viderefører Domino’s Pizza i Danmark.
Lige nu afventer kuratorerne konkrete købsbud fra de tre potentielle købere.

