32 profiler på Instagram. Fem grupper og tre profiler på Facebook.
Det har Sikkerhedsstyrelsen indtil videre fået lukket ned. Årsagen til det?
Den skal findes i, at man har sat ind over for salg af kanonslag på de sociale medier.
Det oplyser Sikkerhedsstyrelsen selv i en pressemeddelelse mandag.
Egentlig begynder fyrværkerisalget først den 15. december – men allerede nu er salget af kanonslag gået i gang på de sociale medier, lyder det.
»Ulovligt fyrværkeri som kanonslag er meget farligt at anvende. Kanonslag kan jo være så kraftige, at de kan sprænge en hel hånd af. Derfor er det også forbudt at sælge dem til danske forbrugere. Men det er der desværre nogen, der ikke helt har forstået endnu,« siger Nicoline Zederkof Jensen, der er kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.
»Så nu sætter vi ind overfor dem online ved at lukke deres profiler og grupper ned.«
En af dem, der på egen krop har mærket konsekvenserne af et kanonslag, er Simon Sparre Pinnau.
Ved nytåret 1991-92 kom han som blot 20-årig alvorligt til skade, da han sprængte sin venstre hånd af med et hjemmelavet kanonslag.
»Kanonslaget springer, idet jeg tænder det, og trykbølgen kaster mig flere meter igennem luften. Da jeg vågner, kan jeg se, at hele min hånd er væk, og der er en forfærdelig stank af brændt menneskekød. Det er noget, som jeg absolut ikke ønsker for nogen andre,« fortæller Simon Sparre Pinnau om sin oplevelse til Sikkerhedsstyrelsen.
Kanonslag er både ulovlige at sælge og anvende for privatpersoner i Danmark.

