Der udbrød noget nær ramaskrig, da slikproducenten Fazer i slutningen af februar pludselig meldte ud, at produktionen af den populære Dumle-slikkepind blev stoppet ved udgangen af marts.

Maskinen, de bliver produceret på, bliver ganske enkelt skrottet. Og det satte straks gang i en vanvittig hype.

De følgende dage blev der købt stort ind af de chokoladeovertrukne slikkepinde i landets supermarkeder.

Siden er der opstået et marked på sider som DBA.dk, hvor prisen for ti Dumle-slikkepinde i nogle tilfælde ligger helt oppe i flere hundrede kroner pakken.

Og det er en hype, der har gjort Dumle-slikkepinden til en ekstremt eftertragtet vare.

På samme måde som slagtilbud på Kærgården, cola og chips er Dumle-slikkepindende pludselig blevet en vare, der potentielt kan benyttes af supermarkeder til at få kunder ind i butikken.

Hos Salling Group, der driver kæderne Netto, Føtex og Bilka, har man derfor arbejdet hårdt på at få Dumle-slikkepinde hjem.

»Allerede i dagene efter Fazers udmelding om, at de stopper med at producere de her slikkepinde, kunne vi se, at der virkelig kom gang i salget. De blev faktisk hamstret i samme omfang som toiletpapir i starten af coronakrisen,« fortæller Tina Mai Vittarp, kategorichef i Salling Group.

Siden har Salling Groups indkøbere så arbejdet på at få Dumple-slikkepinde hjem. Og nu har de så fået fat på 154.000 poser med ti i hver – eller 1,54 millioner slikkepind.

Hvor de kommer fra, er en forretningshemmelighed.

»Vi kan jo ikke vide det med sikkerhed, men vi er ret sikre på, at det her er det sidste parti. De kan ikke købes mere. Siden uge ti har man ikke kunnet få faste leverancer fra Finland,« forklarer Tina Mai Vittarp.

Og hun erkender da også, at der er et motiv til at købe de mange slikkepinde hjem, som selv den mest skarpe købmand vil være stolt af.

»Vi sælger dem i alle vores kæder, fordi det selvfølgelig er interessant for os, at der er så stor hype omkring Dumle-slikkepinde lige nu,« siger Tina Mai Vittarp:

»Vi tror, at det kan være interessant og skabe noget trafik i vores forretninger.«

Dumle-slikpinden nåede at være på markedet i 60 år. Fazer forsøger nu at finde en anden – og mere bæredygtig – måde at producere dem på.