Skal du sende dine julegaver i år? Så skal du være tidligt ude!

Både GLS og Postnord lover, at deres pakker nok skal nå frem til jul, hvis du altså sender den før henholdsvis den 22. og 19. december, skriver TV 2.

»Med boomet i det digitale salg er der i år en øget risiko for, at fragtfirmaerne drukner i pakker og ikke følger med efterspørgslen i perioden efter Black Friday og frem til jul, hvor julehandlen er på sit højeste,« siger Lars Grønkjær, der er ansvarlig for e-handelsløsninger hos Salesforce i Norden, som har undersøgt danskernes forbrugsvaner.

Den store shoppeaktivitet på internettet kan medføre, at op mod fem procent af pakkerne ikke når frem inden juleaften ifølge Salesforces data.

Det svarer til cirka en halv million pakker.

Resultaterne fra Salesforce er baseret på tal fra Postnord fra samme periode sidste år. Og medregnes GLS, Bring og DAO, så vil antallet af forsinkede pakker blive markant højere end tallene viser, mener Lars Grønkjær.

Han opfordre alle til at sende og afhente pakker i god tid, så både leveringsfirmaer og pakkekontorene kan følge med.

Derfor har GLS og Postnord også meldt ud, at man skal nå at sende sine pakekr i god tid, hvis de med sikkerhed skal nå frem.