Når jeg gennem de seneste år har været med til at lave forskellige pristjek af dagligvarer som journalist, er jeg ofte stødt på et lidt sjovt fænomen.

Mine kollegaer, som generelt tjener et stykke over gennemsnittet, har det med at spørge: »Hvem går op i, om man kan spare en krone eller to her og der?«

Nogle af disse kollegaer har det sågar med nærmest at erklære, at de ikke selv kender prisen for en liter mælk.

Er man lidt hård, kan det tolkes som: ‘Jeg går ikke op i den slags trivialiteter, jeg har penge nok’.

Jeg har mødt den her attitude flere gange i de lidt højere akademiker-luftlag i København, ligesom man fornemmer tonen hos de finere dagblade, hvis læsere har penge nok.

Lad mig sige det mildt: Tonen har, selv fra denne mere velstillede del af det danske samfund, ændret sig drastisk de seneste uger.

En ven, som flere gange har påpeget, at vedkommende ikke har nogen sans for dagligvarepriser, proklamerede for nylig: »Hold da op, oksekød er blevet dyrt.«

Vedkommende aner ikke, hvad en pakke hakkekød kostede for et år siden, men vedkommende kan se på den nuværende pris, at det ser helt skævt ud.

En kollega fortalte også om en gruppe venner, som tjener ganske solide lønninger, der nu er begyndt reelt at diskutere, hvordan i alverden man kan spare penge.

Det er personer, der nok er oppe og tjene noget, der ligner en million kroner før skat om året. Nu interesserer de sig pludselig for sparetip.

Vi ser også flere af de dagblade, som mildest talt ikke kan beskyldes for at henvende sig til de danskere med lave lønninger, begynde at harcelere over de stigende priser. Pludselig er smørprisen og benzinprisen interessant.

Når personer fra dette luftlag er begyndt at røre på sig, bliver man altså klar over, at der er noget galt.

Og der er noget galt. Sidst jeg tankede bilen med diesel, måtte jeg af med 755 kroner for 44 liter.

En pakke hakket oksekød er kanoneret i vejret med en prisstigning på 43 procent på fire måneder.

Det er priser, alle kan forstå alvoren af.

Nu mangler vi bare, at politikerne også begynder at forholde sig til situationen, som vi har set i flere af vores nabolande de seneste måneder.

Ja, vi har set pakker med varmehjælp og den slags, men indtrykket herfra er, at det slet ikke er et emne, der fylder nok på Christiansborg.

Ikke i forhold til, hvor meget det fylder rundt om køkkenbordene ude i landet.

Det kommer det til.

Nu er jeg ikke politisk analytiker, men når jeg ser nogle af de ting og sager, forskellige partier har gået rundt og sagt og gjort den seneste tid, tyder noget på, at vi godt kunne nærme os et valg.

Måske efter sommerferien? Det mener et stigende antal politiske analytikere i hvert fald.

I den valgkamp kommer de til at skulle forholde sig til de helt vilde inflationsrater, vi oplever, og de kommer til at skulle forholde sig til den stigende gruppe af danskere, der står og råber ‘hjælp’.

De kan ikke komme udenom. Heldigvis.

Som forbrugerjournalist glæder det mig, at vi nok får en valgkamp, der, for en sjælden gangs skyld, tager forbrugerne og deres hverdagsbekymringer seriøst.

Andre læser også