De danske forsikringsselskaber tjener styrtende med penge på bilforsikringer.

Det skriver Finans.dk.

I 2018 fik selskaberne 13,3 milliarder kroner i kassen fra salg af motorforsikringer, der primært udgøres af almindelige bilforsikringer.

Til sammenligning havde selskaberne kun udgifter for 8,3 milliarder kroner til skader. Tendensen er forsat ind i 1. halvår af 2019, oplyser Finans.dk.

Over de seneste fem år har branchen tjent 25 mia. kr., alene på motorforsikringer viser tal fra brancheorganisationen Forsikring & Pension.

De store fortjenester skyldes, at få danskere skifter forsikringsselskab, selvom der kan være mange penge at spare.

»Der er voldsom stor forskel på prisen selskaberne imellem, selv om der er minimal forskel på kvaliteten i dækningen. Det indikerer, at konkurrencen langtfra er så hård, som den kunne være,« siger Lars Baadsgaard, ansvarlig for finansielle test i Forbrugerrådet Tænk til Finans.dk.

En prisundersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk har vist, at der kan være op til 62 procent at spare, hvis man køber den billigste frem for den dyreste bilforsikring.