Lyt til artiklen

Kaos ramte Københavns Lufthavn mandag eftermiddag, da 1.000 SAS-piloter fra Danmark, Norge og Sverige nedlagde arbejdet i protest.

Piloterne er utilfredse med, at SAS ansætter nye piloter på billigere overenskomster i de to datterselskaber SAS Link og SAS Connect. Men det var ikke muligt at lande en aftale med ledelsen i SAS. Da det stod klart mandag klokken 12, kastede det selskabet ud i en krise af rang.

Strejken vurderes at koste 70 millioner kroner om dagen og vil påvirke 30.000 passagerer.

En af dem er Jennifer fra San Francisco, som B.T. har talt med i lufthavnen. Familien, bestående af seks personer, skulle blot mellemlande i København, inden ferien skulle fortsætte mod Kroatien.

Jennifer fra San Francisco er nu strandet i 'Wonderful Copenhagen'.
Jennifer fra San Francisco er nu strandet i 'Wonderful Copenhagen'. Foto: Jacob Heinel Jensen
Vis mere

Nu er de strandet i 'Wonderful Copenhagen'.

»Vi overvejer at leje en bil for at køre til Split (i Kroatien, red.). Hvis vi kan. Vi er seks, så det ville være to biler, og det er lidt svært,« siger Jennifer, der netop er landet efter den 11 timer lange rejse fra det nordlige Californien.

»Min mand prøver at finde ud af, hvad vi skal gøre,« forklarer hun.

Først prøvede familien at finde nye billetter med et andet selskab, men priserne er eksploderet.

»Det er sværere, end vi regnede med. Vi bookede allerede for fire måneder siden, og priserne er gået op fire gange. Vi har ikke råd til det,« siger den amerikanske kvinde.

Susanne og Louis skulle have været til Montenegro i 14 dage.
Susanne og Louis skulle have været til Montenegro i 14 dage. Foto: Jacob Heinel Jensen
Vis mere

Et andet sted i lufthavnen sidder Susanne og Louis, der skulle have været til Montenegro på sommerferie i dag. Men også deres fly fra Københavns Lufthavn blev aflyst, og nu ser det sort ud.

»Nu sidder vi og kigger på muligheder med 1.000 mellemlandinger,« siger Susanne og taster løs på sin iPad.

Familien kan ikke ombooke hotellerne, så de står med håret i postkassen. Men de forsøger at finde en anden vej, for SAS tilbyder kompensation.

»Men lige nu ser det faktisk lidt umuligt ud. Og vi kan jo ikke så godt gå dertil,« siger Susanne.

SAS er ramt af pilotstrejke.
SAS er ramt af pilotstrejke. Foto: 11950 Ali Lorestani/TT
Vis mere

Familien har faktisk stor sympati for piloterne. Men:

»De kunne ikke have fundet et værre tidspunkt. Det ødelægger rigtig manges rejser,« siger Louis.

SE FLERE STRANDEDE PASSAGERER I VIDEOEN ØVERST

SAS forsøger at hjælpe passagererne i lufthavnen, men det har vist sig at være en meget svær opgave midt i en kaotisk sommer for flyindustrien, der er ramt af massive problemer i hele verden.

SAS' pressechef, Alexandra Lindgren Kaoukji, håber, at piloterne kommer tilbage til forhandlingsbordet snart.
SAS' pressechef, Alexandra Lindgren Kaoukji, håber, at piloterne kommer tilbage til forhandlingsbordet snart. Foto: Jacob Heinel Jensen
Vis mere

»Det er beklageligt og forfærdeligt, at vores passagerer bliver sat i denne situation efter to års pandemi. Det finder vi totalt uacceptabelt,« siger pressechef Alexandra Lindgren Kaoukji til B.T.

Hun forklarer, at det er en stor udfordring at finde andre flyselskaber til de mange rejsende.

Man har tre muligheder, hvis ens fly rammes af aflysning. Man kan få refunderet sine penge. Man kan booke om inden for et år. Og er det sådan, at man skal af sted, så kan man finde alternativ transport – og så kompenserer SAS.

»Vi har virkelig forsøgt at finde en løsning. Vi håber, at piloterne kommer tilbage til forhandlingsbordet, hvor vi sidder og venter på at finde en løsning. Så danskerne kan komme på ferie igen,« siger pressechefen.

Der er mange af dem, jeg taler med, der også har sympati for piloternes situation. Kunne SAS ikke have gjort mere for at imødekomme deres ønsker?

»Det her handler om SAS' overlevelse. Det er et selskab i krise efter at have stået stille i to år. Vi har en plan, der skal føre SAS videre og blive et konkurrencedygtigt selskab, som har en plads på det fremtidige marked. Det har forandret sig radikalt under pandemien. Vi har ikke et alternativ, og vi kan ikke gå på kompromis med den plan, og alle må bidrage til den,« siger Alexandra Lindgren Kaoukji.

Mandag valgte SAS' topchef, Anko van der Werff, at kritisere medarbejderne for at have en 'syg strejkekultur'. Men det afviser Henrik Thyregod fra Dansk Pilotforening.

»Her lidt i 12 imødekom vi SAS på nærmest alt, men så flyttede de bare kravene endnu en gang. Så var der pludselig endnu en ting,« siger Henrik Thyregod til TV 2.

Flymekanikere, der er organiseret i Dansk Metal, har varslet sympatistrejke fra onsdag.