Det var med en opgivende og bekymret mine, at 21-årige Sandra Tønnesen tirsdag læste nyheden om, at de seneste EU-sanktioner, som er rettet mod olieimport fra Rusland, vil sende benzinpriserne yderligere i vejret.

»Min kæreste og jeg sparer på alt, hvad vi kan. Vi har i forvejen næsten ikke noget til rådighed efter, at benzinpriserne er steget så meget,« fortæller hun.

Benzinpriserne er lige nu rekordhøje, og den seneste sanktionspakke har fået eksperter til at spå, at prisen for en liter benzin snart vil nærme sig 20 kroner.

Og det er voldsomt for Sandra Tønnesen.

Sandra Tønnesens privatøkonomi kan snart ikke klare flere prisstigninger.
Sandra Tønnesens privatøkonomi kan snart ikke klare flere prisstigninger.
Vis mere

Hun er på SU og bruger hver dag sin bil, når hun skal køre fra parrets lejlighed  i Odsherred til skolen i Holbæk.

Før betalte hun omkring 1.000 kroner for benzin om måneden. I dag er den udgift steget til 1.800 kroner. Og som om det ikke er nok, æder de stigende dagligvarepriser sig også stærkt ind i parrets økonomi.

»Det skræmmer mig, at priserne bare stiger og stiger. Det kan snart ikke hænge sammen for os længere,« siger Sandra Tønnesen.

Er man i en situation, hvor de stigende priser har presset ens privatøkonomi i bund, er det vigtigt, at man ikke bare lukker øjnene, understreger Louise Aggerstrøm, privatøkonom i Danske Bank.

»Man kan ikke bare sætte sig og krydse fingre for, at det bare går væk. Det, der ofte går galt, når krisen rammer, er, at man ikke har et tilstrækkeligt indblik i, hvor man kan skære og justere,« siger hun.

»Det værste, der kan ske, er, at man mister overblikket og stopper med at betale sine regninger. Det giver kun større problemer i ens økonomi.«

Sandra Tønnesen og hendes kæreste har allerede set i øjnene, at hvis priserne fortsætter med at stige, vil det kræve drastiske ændringer i deres hverdag.

Bilen vil blive sat til salg, og Sandra vil flytte hjem til sin mormor i Holbæk, så hun kan gå til skole.

»Jeg kan godt forstå, at man laver sanktioner mod Rusland, men det er ærgerligt, at vi som forbrugere også får problemer ud af det. For os vil det betyde, at vi både skal opgive lejlighed og bil,« siger hun.

Ifølge Louise Aggerstrøm er der ingen tvivl om, at russerne ved, at sanktionerne også rammer almindelige mennesker på tværs af Europa.

Og at nye sanktioner vil få europæere til endnu engang at råbe politikerne op.

»Vi ser allerede et pres for, at politikerne skal gribe ind med checks. Jo flere, der mærker prisstigningerne, jo større bliver presset på politikerne.«