Danskerne gør sig i stor stil klar til at se kronprins Frederik overtage tronen fra dronning Margrethe på søndag.
Og én ting er på kort tid blevet rigtig populær.
Det drejer sig om kongekroner.
»Handlen med kongekroner er gået så godt, at vi har været nødt til at bestilt nye hjem. Der har også været godt salg af dronningekroner, men de har ikke været så populære som kongekroner,« siger Trine Hansen, der er daglig leder af selskabet Party In A Box, der normalt leverer pynt til bl.a. børnefødselsdage, bryllupper og firmaarrangementer.
Men efter Dronningens nytårstale, valgte Trine Hansen, der i øvrigt har deltaget i programmet 'Løvens Hule' på DR, at lave et tema på hjemmesiden, der hedder 'konge/kronings boxen', hvor der altså er kroner til salg.
»Der var et skud i tågen at gå i gang med. Et rent long shot. Men jeg kan se, at det er gået rigtig godt med at sælge kroner,« siger hun.
Legekæden har oplevet, at der er solgt dobbelt så mange kongekroner som i samme periode sidste år.
»Vi havde i samme periode sidste år solgt 50 kongekroner, og nu er vi oppe på 100,« siger Marianne Lyngby Pedersen, der er direktør i Legekæden.
Masser af royale kager til salg
For de mange interesserede i kongehuset med sans for søde sager er der også godt nyt.
Medlemmerne af Københavns Bagerlaug havde i sidste uge møde om, hvorvidt der kunne laves en tronskiftekage, der kunne sælges hos de københavnske bagere.
Men det kunne der ikke blive enighed om, så bagerne i hovedstaden vil i stedet lave forskellige royale kager, der vil blive solgt i weekenden.
»Der kunne ikke blive enighed om tronskiftekagen, da det var med ret kort varsel, vi skulle finde en. Så bagerne laver forskellige slags royale kager,« siger Erik Ellitsgaard, der er oldermand i Københavns Bagerlaug.
Folk må sidde uden for
Og så er der spisestederne i København, hvor der meldes om mange bookede borde.
Hos cafeen Mormors, der næsten er nabo til Amalienborg, har de fuldt booket både lørdag og søndag.
»Det er sådan, at vi ser på, om der ikke kan komme nogen tæpper uden for cafeen, så folk kan sidde der. Inden for er der fuldt booket i weekenden,« siger Mormors ejer Gitte Hansen.
Der ud over er det også kommet frem, at der er rift om hotellerne i København i weekenden.
En time efter Dronningens nytårstale kunne hotelkæden Scandic melde udsolgt på et af sine hoteller, der ligger omkring seks minutters gang fra både Christiansborg og Amalienborg Slot.
»Vi blev alle sammen overraskede. Januar måned er som regel lavsæson i København og i Danmark i det hele taget,« sagde Klaus Johansen, der er kommerciel direktør i Scandic, lørdag til TV 2.
Vi dækker og følger den historiske begivenhed hele næste weekend her på bt.dk.
