Mærk efter, hvorfor du drikker cola, og navigér uden om de situationer ved især at stille trangen til søde, brusende bobler med danskvand med spændende smage i.

Colaens brusende bobler er et dagligt fix for mange. Men synes du selv, at indtaget er så stort, at du nærmest higer efter at få det intravenøst, er der heldigvis råd for at slippe ud af overforbruget.

Ifølge Mette Pedersen, der er formand for Foreningen for Kliniske Diætister og er diætist ved Frederiksberg Hospital, er der to metoder til at stoppe eller begrænse indtaget.

- Medmindre man er diabetiker, skal vi lære vores krop, at det er okay og en naturlig del at faste i en kort periode, og at vi ikke nødvendigvis dejser om, fordi vi ikke får sukker, siger hun og uddyber:

- Nogle har gavn af en kold tyrker, hvor man stopper fra den ene dag til den anden, mens andre skærer stille og roligt ned.

Trænings- og kostekspert Michelle Kristensen råder til den første metode, for selv om intentionen er god, kan det trigge lysten til mere og mere.

- Folk kan opleve at få ondt i hovedet og måske blive svimle og utilpasse, men det varer maksimalt en uge og som regel kun tre dage, siger hun og fortsætter:

- Man skal mærke efter, hvornår man virkelig har lyst til cola. Er det, når man er træt eller ender på sofaen om aftenen? De scenarier skal man prøve at undgå. Hvis man virkelig, virkelig har lyst til cola, kan man også børste sine tænder, for så smager det ikke særlig godt bagefter.

Når trangen melder sig, skal man fokusere på motivationen.

Er det på grund af syreskader på tænderne, pengeforbruget, vægten, indtaget af kunstige sødestoffer og øvrige tilsætningsstoffer eller mængden af flydende sukker, som giver øget risiko for alvorlige livsstilssygdomme som diabetes?

- Der er nogle, der bruger colaen i stedet for mad. For at holde blodsukkeret stabilt er det vigtigt at erstatte den med et mellemmåltid, siger Mette Pedersen og foreslår yoghurt med drys, nødder, myslibarer, frugt, grøntsager eller en skive knækbrød med pålæg eller ost.

- Med light-sodavand er det sværere, for mange bruger det til at tage den søde tand. Hvis man spiser i stedet, vil man i princippet tilføre kalorier, men er man normalvægtig, kan et lille mellemmåltid give kroppen gode næringsstoffer, uden at man decideret tager på, fortæller hun.

Der findes også sukkerfri pastiller, lakridser og tyggegummi, men vil man helt afvænne sig den søde smag, er danskvand et super alternativ.

- Man kan tilsætte smag gennem citrusfrugter, appelsiner eller hælde lidt juice i, siger Michelle Kristensen, mens Mette Pedersen tilføjer:

- Man kan også drikke isvand med bær eller mynte i. Hvis man er derhjemme, kan man også lave most, iste eller kaffe.

Det er en kæmpe udfordring af slippe ud af forbruget, så det er en god idé at alliere sig med andre.

- Man har brug for støtte, inden man kaster sig ud i kampen. Det lykkes bedre, end hvis man bare lige beslutter, at fra næste mandag er det slut med cola, siger Mette Pedersen.

Fakta: Sådan nedsætter du eller begrænser indtaget

1) Find ud af, om du bedst når dit mål med en kold tyrker eller gradvis nedtrapning. En kold tyrker er dog at foretrække.

2) Drik vand eller danskvand i stedet, og pep det op med citrusfrugter, appelsinskiver, bær, mynte eller lidt juice.

3) Sluk tørsten i vand, og drik to-tre liter om dagen.

4) Udregn, hvad du kan bruge cola-udgiften på i stedet.

Kilder: Mette Pedersen, Michelle Kristensen.

Se også: Det sker der, når du koger cola

/ritzau/FOKUS