For langt de fleste er der penge at spare, hvis man skifter forsikringsselskab eller forhandler med sit nuværende selskab.

København: Det er ikke kun på loppemarkeder, at man skal have lommeregneren frem og prutte om prisen for at forhandle sig til et bedre køb. Det gælder også i forhold til forsikringer.

Men når først indboforsikringen, bilforsikringen eller ulykkesforsikring er tegnet, er det kun godt hver tredje dansker, der efterfølgende giver deres forsikringsaftaler et serviceeftersyn.

Det bør man som forbruger dog blive meget bedre til, for det kan i langt de fleste tilfælde godt betale sig.

Mere end ni ud af 10 danskere, der skiftede forsikringsselskab i forhold til deres indboforsikring, fik en bedre pris eller aftale ud af skiftet.

Det viser en undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Ligeledes fik tæt på otte ud af 10, der forhandlede med deres forsikringsselskab, en bedre eller billigere aftale på deres indboforsikring.

Det samme mønster gør sig også gældende, når det kommer til bilforsikringer, siger Niels Enemærke, kontorchef Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

- Der tegner sig et tydeligt billede af at langt de fleste forbrugere, der enten skifter forsikringsselskab eller forhandler forsikringer med eksisterende udbyder, får noget ud af det, siger Niels Enemærke.

Det er derfor en god idé, at man en gang i mellem giver sine forsikringer et servicetjek, fordi man ellers kan komme til at snyde sig selv rent økonomisk, da der kan være store forskelle på priserne og produkterne.

- Det er altid sundt at sikre sig, at man får en konkurrencedygtig pris. Det kan nemlig sagtens være, at markedet har udviklet sig på en måde, så man kan få en billigere pris i dag end for to eller tre år siden, siger Niels Enemærke.

Hos Findforsikring.dk, der gratis hjælper danskerne med at indhente tilbud på forsikringer, sparede deres brugere i 2015 i gennemsnit 2419 kroner ved at skifte selskab.

Det fortæller Kasper Kjems, marketing manager i Findforsikring.dk.

- For at kunne få det bedste udgangspunkt for en succesfuld forhandling eller forsikringsskifte, er det vigtigt, at man som forbruger får afdækket sine behov, siger Kasper Kjems.

Herefter skal man sørge for at indhente tilbud hos de forskellige forsikringsselskaber, så man kan sammenligne priser og produkter og finde det bedste tilbud.

Der er også vigtigt, at man i selve forhandlingssituationen får skabt en konkurrencesituation, så forsikringsselskaberne ved, at man forhandler med andre.

- Gør man det, bliver tilbuddene ofte også bedre og skarpere, lige som der er en tendens til, at der bliver givet flere rabatter, siger Kasper Kjems.

Faktaboks: Det skal du gøre for at få de bedste og billigste forsikringer:

- Få afdækket dine forsikringsbehov, så du præcis ved, hvad du har brug for.

- Undersøg, om du eventuelt er dobbeltforsikret, eller om der er kommet nogle nye typer forsikringer, som du har brug for.

- Afsøg markedet og indhent flere forskellige tilbud fra forsikringsselskaberne.

- Gør opmærksom på, at du forhandler med andre selskaber, det skærper konkurrencen og tilbuddene.

- Jo længere tid, man har været i et forsikringsselskab, jo større chance er der for, at man kan spare ved at skifte eller forhandle.

- Hold dialogen direkte, gerne over telefon eller gennem et personligt møde.

Kilde: Niels Enemærke, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Kasper Kjems

/ritzau/FOKUS