I løbet af det seneste år har interessen for sommerhuse været massiv, og markedet er stort set blevet støvsuget for sommerhuse til salg.

Er man en af dem, der har anskaffet sig et sommerhus, eller har man et i forvejen, kan man gøre det til en god forretning – i hvert fald hvis man er frisk på at dele sit sommerhus med andre en stor del af året.

Sådan lyder det fra Jyske Banks boligøkonom, Mikkel Høegh, og chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann, der har regnet på, hvor meget man kan tjene ved at leje sit sommerhus ud.

Dog understreger de begge, at man i første omgang ikke bør købe et sommerhus som et investeringsobjekt eller udelukkende som en kilde til lejeindtægt.

Læs også: Til salg-skiltene stiger: Sommerhusejere lugter guld

»Et sommerhus er ikke kun kølig hvidvin terrassen og legende børn på stranden. Det indbefatter også terminer på realkreditlånet, boligskatter, renovation, vedligeholdelse og udgifter ved køb og salg.«

Men når det er sagt, er der altså alligevel en sjat penge at hente, hvis man har mod på at lade andre benytte sig af ens køb.

»Vil man købe med henblik på udlejning, er det bestemt en mulighed, der kan være attraktiv,« siger Mikkel Høegh, men tilføjer, at der ingen garanti er for, at efterspørgslen på leje af sommerhuse fortsætter på samme måde, som den gjorde i 2020.

Det kan du tjene

Den officielle sommerhusperiode løber i 34 uger – fra 1. marts til 31. oktober, mens vinterperioden løber fra 1. november til slutningen af februar. I alt må man leje sit sommerhus ud maksimalt 41 uger om året.

I gennemsnit udlejes et udlejningssommerhus i Danmark i 17 uger, og derfor har Lise Nytoft Bergmann regnet på, hvad man kan tjene på udlejning i 17 uger, når sommerhusejeren får henholdsvis 3.000 kr. og 6.000 kr. om ugen, efter et udlejningsbureau har fået sin del.

Regnestykket tager udgangspunkt i et skattefrit bundfradrag på 42.700 kr., som er gældende for år 2021.

Er man eksempelvis i stand til at få en gennemsnitlig udlejningspris på 3.000 kr. om ugen, kan man tjene 49.300 kr. om året efter skat ved at udleje sommerhuset i 17 uger.

Læs også: Så meget har en gennemsnitlig husejer tjent det seneste år

Kan man i stedet udleje sommerhuset til 6.000 kr.  pr. uge efter at udlejningsbureauet har fået deres del, udgør lejeindtægten efter skat 90.000 kr. om året.

»Det er et fint supplement til de udgifter, der er forbundet med at have et sommerhus. Hvis man udlejer skal man dog forvente et noget større slid på huset, end hvis det kun er ens egen familie, der benytter sommerhuset,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Derudover kan man heller ikke regne med, at ens sommerhus altid kan udlejes. Især i de kolde måneder er efterspørgslen lav, og om der er rift efter ens sommerhus, afhænger også af, hvor i landet det ligger.

Bureau eller gør-det-selv?

Både Lise Nytoft Bergmann og Mikkel Høegh anbefaler, at man benytter sig af et bureau, hvis man vælger at leje sit sommerhus ud i længere perioder – også selvom et udlejningsfirma typisk snupper op mod halvdelen af lejeprisen.

»Man kan bruge rigtig meget tid på det, hvis man selv vælger at stå for sommerhusudlejning. Det kan godt være, det koster lidt, men et bureau kan nå bredere ud via markedsføring, end man selv kan,« siger Mikkel Høegh og fortsætter:

»Derudover kan der laves aftaler om blandt andet rengøring, som kan være med til at sikre en hvis standard.«

Læs også: På udkig efter sommerhus? Her kan stort projekt sende sommerhuspriserne op

Læs også: Ny boligskat kan sætte en stopper for boligfesten i København