»Julen varer længe, koster mange penge.«

Peter Fabers julesang ‘Højt fra træets grønne top’ fra 1847 rummer stadig en monetær sandhed.

Julen var dyr for 175 år siden, og det er den også i dag.

Men hvor dyr er den mere præcis i et økonomisk kriseår som 2022?

Det har analyseinstituttet YouGov undersøgt.

Og selvom hver tredje dansker svarer, at de vil bruge færre penge på julen i år end tidligere, er der ikke grund til at frygte, at der ikke kommer pakker under juletræerne i de danske stuer i år.

Den gennemsnitlige dansker vil nemlig bruge næsten 3.000 kroner på julegaver i år. For at være helt præcis 2.913 kroner. I 2021 købte hver voksne dansker julegaver for 3.707 kroner, viser en undersøgelse, som YouGov foretog for Nordea i efteråret.

Otte ud af ti af de danskere, der angiver, at de vil spare på julen i år, siger, at de vil spare på gavebudgettet.

Hver dansker giver ifølge YouGov-undersøgelsen i gennemsnit gaver til 6,67 personer.

Det betyder, at den gennemsnitlige gave under træets grønne top har kostet 437 kroner.

YouGov har foretaget undersøgelsen blandt 1.035 repræsentativt udvalgte personer over 18 år fra YouGov Panelet i perioden 2.–5. december 2022.

Den maksimale usikkerhed i undersøgelsen er plus/minus 3,0 procentpoint.