Du åbner køleskabet og støder på en pakke ost, leverpostej eller en pakke hakket oksekød, som har ligget der i nogle dage, og hvor du ved nærmere eftersyn kan se, at varen faktisk har overskredet udløbsdatoen.

Hvad gør du? Smider den ud? Eller lugter til det og spiser løs, hvis alt ser ud til at være i orden?

For fire ud af 10 danskere er svaret klart: De spiser gerne videre, selv om maden har overskredet udløbsdatoen, hvis bare varen ser fin ud, viser en Epinion-undersøgelse for Karolines Køkken.

»Det overrasker mig virkelig, at det er så mange,« siger Michael René, lektor i fødevarevidenskab på Københavns Professionshøjskole:

»Men det er jo helt fint at spise mad, som har overskredet udløbsdatoen, så længe det ikke er forringet ved at være fordærvet eller angrebet af sygdomsfremkaldende bakterier.«

Han understreger, at udløbsdatoen kun er en rettesnor, og at mange varer rent faktisk kan holde sig længere end den dato, der står på pakken.

Der er dog klare advarselstegn, du ikke må ignorere.

»Hvis tingene er slimede og lugter, skal de direkte ud. Du kan ikke se med det blotte øje, om det er fordærvende bakterier, som bare nedbryder produktet, eller om der er tale om patogene bakterier, som kan gøre dig syg. Så det er bare ud,« siger Michael René, der også er ambassadør for Stop Spild af Mad, og uddyber:

»Og så vil jeg sige: Sådan noget som frisk fisk og frisk kød, der skal man helst ikke spise det, hvis det er over udløbsdatoen. Og hvis du åbner pakken på udløbsdatoen, og det lugter, så smid det ud.«

Undersøgelsen er lavet i forbindelse med, at tirsdag 29. september er officiel madspildsdag.

Derfor jubler Karolines Køkken over undersøgelsen, som også viser, at 35 procent af danskerne kan finde på at købe madvarer, der er lige ved overskride sidste salgsdato.

Men Tove Færch, der har ledet Karolines Køkken i 29 år, mener alligevel, der er masser af plads til forbedring.

»Vi skal blive meget bedre til at se, smage og lugte til vores madvarer, før vi smider dem ud. Tørvarer som bønner, kikærter og andre bælgfrugter kan for eksempel sagtens spises, selv om udløbsdatoen er overskredet,« siger Tove Færch i en pressemeddelelse:

»Og det samme gælder for surmælksprodukter som cremefraiche og yoghurt. Hvis du er i tvivl, så start med at lugte til dine madvarer. Din næse skal nok fortælle dig, hvis den er helt gal.«