I 2015 præsenterede Apple for første gang et smartwatch, og det fik det lettere oplagte navn 'Apple Watch'.

Siden dengang har firmaet ikke præsenteret et spritnyt produkt, men blot nye udgivelser af allerede eksisterende produkter, som iPhone, MacBook og så videre.

Men ifølge mange techmedier og nyhedsmedier, som Sky News, så slutter den otteårige periode i dag.

Her afholder Apple nemlig deres udviklerkonference, WWDC – eller Worldwide Developers Conference, og her kommer de ifølge de mange rygter til at præsentere et for firmaet helt nyt type headset; et såkaldt mixed reality-headset.

Du kender måske allerede virtual reality og augmented reality. Førstnævnte er de headsets, der omslutter dit hoved med skærme, så det føles som om, du bliver transporteret til en anden verden i et spil.

Sidstnævnte er derimod, for eksempel, de telefonapps, der bruger kameraet til at putte digitale ting i den virkelige verden. Tænk Pokémon Go, hvor du pludselig kunne se en Weedle i baghaven.

Apples mixed reality-headset vil angiveligt tage det koncept videre – i stedet for at nogle smarte digitale møbler og Pokémon'er bare bliver lagt oven på dine omgivelser, er ideen, at du interagerer med dem, som om de virkelig var der.

Ifølge Sky New skal du for eksempel forestille dig, at du arbejder på en virtuel skulptur ved dit rigtige skrivebord, eller at en kirurg under uddannelse øver en kompleks operation på en digital patient.

Og prisen? Den bliver pebret, skal man tro rygterne.

Op mod små 21.000 kroner rygtes det, at Apple vil prissætte headsettet. Det, at det bliver præsenteret til deres årlige udviklerkonference, kunne også tyde på, at det først og fremmest er tiltænkt udviklere og folk, der kan bruge det til deres arbejde.

Det hele løber af stablen klokken 19.00 i aften dansk tid, og der forventes også at komme nyt om næste opdatering til iPhone-styresystemet iOS.