Rockwool-aktien skyder i vejret på den danske fondsbørs, efter det er kommet frem, at selskabet nu ser endnu lysere på fremtiden.

På trods af tilbagegang i salget er stenuldsproducenten Rockwool ude med en endnu en opjustering.

Det fremgår af det netop offentliggjorte regnskab for tredje kvartal af 2023.

Aktien stiger op mod fem procent, hvilket gør Rockwool-aktien til den mest stigende af de helt store danske aktier, som vi finder i C25-aktieindekset.

Det er nemlig lykkedes Rockwool at lande en pæn indtjening, som er over analytikernes på trods af det vigende salg.

Rockwool lander et salg på 903 mio. euro i kvartalet, hvilket er et fald sammenlignet med samme periode sidste år, hvor salget var på 1010 mio. euro. Det er en smule under analytikernes forventning, da de ifølge konsensusestimater fra Bloomberg havde forventet en omsætning på 911,5 mio. euro i kvartalet.

Driftsresultatet målt på EBITDA lander på 219 mio. euro i tredje kvartal af 2023 mod 131 mio. euro i tredje kvartal af 2022. Det er til gengæld pænt over analytikernes forventning som var på 195,4 mio. euro.

Som et følge af dette opjusterer Rockwool sine forventninger til EBIT-marginen som nu forventes at lande på omkring 14 pct. for året, hvor den tidligere forventning var på omkring 13 pct. EBIT-marginen i tredje kvartal lander på 16,2 pct.

EBIT-marginen fortæller noget om, hvor effektiv en virksomhed bliver drevet, og hvor dygtig selskabets ledelse er til at balancere driftsomkostningerne i forhold til pengene, som man får ind for salget. Det kan du læse mere om her.

»Selvom salgsudviklingen varierer på tværs af regioner, med Nordamerika og visse dele af Asien, der klarer sig godt, og størstedelen af Europa der forbliver træg, er vores samlede økonomiske resultater for året indtil nu stærke,« lyder det fra CEO Jens Birgersson i forbindelse med regnskabet.

»Salget er faldet, men mindre end forventet, mens indtjeningen er kommet tilbage til mere normaliserede niveauer, hjulpet af stabil prissætning og lavere, omend stadig høje energipriser. Jeg er tilfreds med den stærke likviditet, der primært stammer fra operationel effektivitet og vores evne til at tilpasse os, som markedsforholdene kræver,« lyder det videre fra topchefen.

Han kommenterer videre, at Rockwool forventer at den europæiske byggeaktivitet forbliver lav, mens at efterspørgslen vil være mere positiv i Nordamerika og Asien.

På bundlinjen lander Rockwool et resultat på 109 mio euro i tredje kvartal - svarende til 812 mio. kr. Det er mere end dobbelt så meget som i samme periode sidste år, hvor resultatet var på 45 mio. euro.

Rockwool-aktien havde inden dagens regnskab leveret et afkast på 1,4 pct. i år indtil videre.