»Der er ingen tvivl om, at de stigende renter gør ondt.«

Det skriver boligøkonom i Jyske Bank, Mikkel Høegh i en klumme fredag formiddag.

Alligevel mener han, at nogle nuancer går tabt, når vi snakker og skriver om rentestigningerne på boliglån.

Rentestigninger er blandt andet en dagsorden i disse dage, hvor der er renteauktion på flekslån i Totalkredit. Her skal renten på lånene fastsættes per 1. januar.

Læs også: 13.000 boligejere står overfor værste rentesmæk nogensinde

Auktionen på F1-lånet er afsluttet med en rente på 3,1 pct. Torsdag eftermiddag tydede det på, at F5-renten ender på 3,01 pct., og F3-renten på 2,92 pct. Den nuværende rente på F3-lån er -0,39 pct., og på F5-lån er renten 0,22 pct. Dermed står det til at blive det største rentesmæk nogensinde.

Men på trods af de store rentestigninger burde boligejerne godt kunne klare den, forklarer Mikkel Høegh.

»Boligejere, der i dag har lån med variabel rente, er som minimum godkendt til at kunne sidde med lån på 4 pct. Der bør derfor være plads til, at størsteparten kan klare udsving i renten fra nul til 3 pct,« skriver han.

»Husk på, at den 1-årige rente var oppe over 6 pct. i perioden op til finanskrisen, og dengang var boligejerne langt mere forgældede end i dag, hvor den gennemsnitlige belåning hos de danske boligejere er på et historisk lavpunkt. Vi står således et godt sted til at modvirke rentestigninger,« siger han og tilføjer:

»En vigtig lektie efter finanskrisen var konsolidering, det har danskerne taget til sig – og langt flere har afdraget på deres lån under det seneste opsving. Det kommer os alle til gavn nu.«

Renteauktionen for Totalkredits F3-lån og F5-lån løber frem til tirsdag.

Læs også: Nu vender interessen for særlig boligfinte tilbage

Læs også: Her er det gode råd til at få solgt din lejlighed

Denne artikel er fra Euroinvestor.