Søvnløse nætter. Alvorsord med bankrådgiveren og usikkerhed om fremtiden.

Flere forbrugere i det østjyske fik pludselig alvorlige bekymringer, da de kort før nytår fik at vide, at deres varmeregning fremover ville stige med 185 procent.

Et par af dem fortalte til B.T., at de umuligt kunne betale de flere tusind kroner ekstra om måneden, og at de ikke vidste, hvordan de skulle få budgetterne til at hænge sammen.

Nu viser det sig, at de enorme prisstigninger for kunderne hos Gudenådalens Energiselskab byggede på en regnefejl.

Forleden skrev selskabet nemlig i en pressemeddelelse, at det alligevel ikke går så galt, som det først blev meldt ud.

Prisstigningerne var simpelthen forkerte og byggede på forkerte beregninger – og selskabet arbejder nu på at finde ud af, hvad den reelle stigning i stedet bliver.

Regnefejlen sendte chokbølger gennem flere af forbrugerne, og den har nu kosten hele ledelsen i selskabet deres poster.

Flere bestyrelsesmedlemmer udtrykte mistillid til den daværende formand, kasserer og direktør, og de har nu forladt selskabet.

Til TV 2 Østjylland siger den nye formand for Gudenådalens Energiselskab, Allan Krantz Jensen:

»Der har været nogle uklarheder i de her beregninger, der lagde til grund for stigningen. Og det er også på baggrund af nogle data, som er kommet fra den tidligere formand og kasserer.«

»Der har simpelthen været nogle fejl, der gjorde, at det ikke holdt.«

Karina Jensen fra Ulstrup fortalte i begyndelsen af januar til B.T., hvilke konsekvenser prisstigningerne ville få for hende.

Karina Jensen.
Karina Jensen.
Vis mere

Hun stod til at få en månedlig udgift, der ville stige fra 1.000 til omkring 3.000 kroner om måneden.

»Jeg kan ikke se, hvor jeg skal finde de penge. Min økonomi er presset i forvejen. Jeg har ringet til selskabet, men der er ingen hjælp at hente. De siger bare, jeg skal skrue ned for varmen,« sagde hun dengang.

»Jeg ligger vågen om natten og kan ikke se, hvordan jeg løser det her. Jeg kan ikke skrue ned for varmen, jeg har to små børn. Det virker meget surrealistisk det hele. Jeg må holde op med at studere eller flytte. Lige nu håber jeg, at der er nogle politikere, der griber ind.«

Så galt gik det heldigvis ikke.

Men hvor meget prisen ender med at stige, bliver først meldt ud senere på ugen, skriver Dr.dk.

Andre læser også