Skal du på en rejse med en mellemlanding, bør du måske overveje at udnytte flyselskabernes muligheder for en overnatning eller to.

København. To rejser for en rejses pris lyder ikke dårligt. Det kræver faktisk bare lidt planlægning og en mellemlanding. Så kan du indkassere ekstra oplevelser - og muligvis en gratis hotelovernatning.

Som grundregel kan man have 24 timer ved en mellemlanding, så er det stadig en del af den almindelige billet. Eksempelvis hvis man skal fra København til Thailand med en mellemlanding i Doha i Qatar.

Men nogle selskaber giver mulighed for at forlænge opholdet yderligere - og måske få en gratis hotelovernatning oven i hatten.

- Det bliver lidt uigennemsigtigt for mange, fordi der kan være forskellige regler for flyselskaberne. Men i gennemsnit skal der være otte timer til næste fly, før de giver en overnatning gratis. Så hvis du kun har 6,5 time, kommer du ofte ikke i betragtning til det, siger Henrik Olsen fra netmediet InsideFlyer.dk.

Det er en mulighed, der kan findes på tværs af forskellige destinationer og selskaber, men det er særligt udbredt blandt selskaber i Mellemøsten, fortæller Henrik Olsen.

- Hvis du skal til Asien er der ofte en mellemlanding i Mellemøsten, og de selskaber dernede er rigtig gode, for eksempel Emirates. Qatar Airways og Etihad Airways er meget aggressive med det og tilbyder en nat gratis, siger Henrik Olsen.

Det er altså forskelligt, hvad selskaberne tilbyder, hvis man tager et stopover. Nogle betaler hotelopholdet og ordner visum, som Qatar Airways. Andre giver rabatter på udflugter og billeje.

- Hvis man planlægger det rigtigt, er der rigtig meget at udnytte på de her stopovers, tilføjer Henrik Olsen.

For at få glæde af Qatars tilbud om en gratis hotelovernatning kræver det dog som udgangspunkt, at man køber en billet på førsteklasse eller business class. Der er også et begrænset antal værelser på nogle hoteller til rejsende på economy class.

Mellemøsten er ikke alene om at ville trække passagererne ud af terminalerne og ind til byen, hvor de kan bruge tid og penge på de lokale restauranter, markeder og turistattraktioner.

Det gælder blandt andet Helsinki i Finland, som tilbyder stopover, men også Island markerer sig på markedet, fortæller Henrik Olsen.

- Island er ved at være stor på mellemlanding især til USA, hvor både WOW Air og Icelandair tilbyder et stopover-program. Du kan være helt op til syv dage i Island, før du flyver videre. Så du har muligheden for at opleve Island og få to rejser for en rejses pris, fortæller Henrik Olsen og tilføjer:

- Island er superflot, og man kan nå meget på et døgn eller to. Når man køber flybilletter er det typisk billigere at købe via noget andet. Så skal man flyve til USA, er Island et rigtig godt sted at kigge på.

Der er dog også et økonomisk aspekt af det.

- Hvis du køber den allerbilligste økonomibillet, så er det typisk ikke med. Det vil sige, at hvis du tager nogle af lavprisselskaberne, så tilbyder de det typisk ikke, siger Henrik Olsen.

Der er dog nogle lavprisselskaber som islandske WOW Air, som tilbyder nogle muligheder for stopover, tilføjer han.

Det er også en mulighed selv at inkludere et langt stopover i sin planlægning, og så at sige selv betale for muligheden for at se et andet land, komme ud og strække benene og få sovet komfortabelt, inden endnu en lang flyvetur venter.

- For en børnefamilie kan det være rarere frem for at flyve syv timer, skynde sig hen til det næste fly og flyve syv timer mere. Så kan det være rart med en enkelt overnatning, inden man flyver videre. Så der kan også være noget komfort i det, siger Henrik Olsen.

Fakta: Eksempler på stopover-tilbud

- Qatar Airways: Med en billet til førsteklasse eller business class kan man få en gratis hotelovernatning i Doha. Flyselskabet tilbyder også et begrænset antal hotelværelser til passagerer på economy class. Selskabet sørger for visum.

- Emirates: Planlæg din rejse, så der er plads til et stopover, og kontakt så selskabets salgskontor for at bestille en stopover-pakke med overnatning i Dubai, transfer og morgenmad. Rabatter på billeje og lokale udflugter.

- Etihad Airways: Tilbyder stopover-pakker i Abu Dhabi, blandt andet to overnatninger for en nats pris for economy class. Passagerer på business class får en gratis overnatning, passagerer på førsteklasse får to gratis overnatninger.

- Icelandair: Tag et stop, der varer op til syv dage i Island - uden at betale ekstra for flybilletten.

- Finnair: Tag et stop på mellem fem timer og fem dage i Helsinki.

- WOW Air: Mulighed for et stopover, uden at det koster ekstra, hvis man køber returbilletter.

Kilder: Qatar Airways, Emirates, Etihad Airways, Icelandair, Finnair.

/ritzau/FOKUS