Hvor lang tid er det rimeligt at vente på at få sine tilgodehavende penge tilbage fra rejsebureauerne? Hvis du spørger Sunweb, er det 12 måneder.

Sunwebs kunder har de seneste dage modtaget en mail om, at de i første omgang får deres penge på en voucher, de kan bruge på en ny rejse. Har man ikke brugt voucheren inden 12 måneder, kan man anmode om at få pengene refunderet.

Britt Ahlsen er en af de kunder, der har penge i klemme ved Sunweb. Lidt over 32.000 kroner helt præcist. For Britt Ahlsen betyder det, at hun ikke kan rejse igen, før pengene er udbetalt. Altså tidligst juli næste år.

»Jeg føler mig meget snydt, og ventetiden er jo helt urimelig. Jeg er bange for, at jeg aldrig får pengene tilbage. Jeg føler mig som en idiot. Derfor går jeg nu rettens vej,« siger Britt Ahlsen, der skulle være rejst til Kreta med sin mand og to andre familiemedlemmer.

I går modtog Britt Ahlsen en mail med denne besked:

'Tilbagebetaling efter 12 måneder: Benytter du ikke din SGR coronavoucher inden 12 måneder fra datoen, hvor du modtager din voucher, kan du bede om en fuld refusion af dit indbetalte beløb eller det beløb, som ikke er benyttet, til en ny rejse'.

Hertil svarede Britt Ahlsen med det samme, at hun ikke var interesseret i en voucher, men vil have sine penge tilbage med det samme. I dag – ét døgn senere – modtog hun en voucher, som hun har et år til at bruge på en ny rejse med Sunweb.

»Jeg vil jo ikke have en voucher. Jeg synes ikke, jeg er blevet behandlet okay. Det er jo helt klart ulovligt,« siger Britt Ahlsen.

Og det har Britt Ahlsen ret i. Ifølge Forbrugerrådet Tænk er hun i sin fulde ret til at afvise en voucher og i stedet få sine penge udbetalt.

»Det er for det første ulovligt. Det har erhvervsministeren og EU-Kommissionen slået fast flere gange. Det er en uhørt dårlig måde at behandle kunderne på. Ifølge lovgivningen skal pengene være tilbageført inden 14 dage, men det er en ekstraordinær situation, og det kan være svært. Men 12 måneder, det kan man ikke. Man kan ikke tage et rentefrit lån hos folk på den måde. Det er helt klart ikke lovligt,« siger Mads Reinholdt, direktør i Forbrugerrådet Tænk.

Rådet til kunderne fra Forbrugerrådet Tænk er klart: Klag!

»Man skal klage til Pakkerejse Ankenævnet. Det er en uanstændig behandling,« siger Mads Reinholdt.

B.T. har kontaktet Sunwebs direktør, Deniz Jensen, og hørt hans forklaring på, hvorfor Sunweb tilbageholder kundernes penge i et helt år.

»Vi er ikke hævet over lovgivningen, men det er ekstraordinære omstændigheder, og så må vi gøre ting, vi ikke gør normalt. Tager kunderne ikke imod voucheren, er de ikke dækket af den garantifond, som dækker, hvis vi går konkurs. Men vi er i gang med at kigge på andre løsninger, som forhåbentlig er klar snart,« siger Deniz Jensen.

Læs hele svaret fra Sunwebs direktør, Deniz Jensen, svar her.