Siden januar har den industriejendom, Rasmus Palsbo ejer i Greve, stået tom. Lejerne gik konkurs.

Alligevel har han netop fået en elregning, der gjorde ham »helt lilla i hovedet«.

Det til trods for, at Rasmus' forbrug stort set er ikke-eksisterende – og at hans selskab, Modstrøm, er klar over, at det er ikke-eksisterende.

I juli var det eksempelvis på fire kWh på den ene elmåler på ejendommen og fem kWh på den anden. Det har han fået en regning for: 157,79 kroner.

Så da han fik sin regning for august, der i alt lyder på 8.378,5 kroner, fik han ganske enkelt et chok.

»Det er for sindssygt. Det virker, som om de har tabt sutten. Det er gået fra, at jeg kun skulle betale for mit forbrug, til at jeg nu også skal betale et stort forskud. Det er jo ikke, fordi jeg pludselig bruger enormt meget strøm,« siger 42-årige Rasmus Palsbo:

»De kan jo se, at jeg ikke har brugt meget strøm i flere måneder. Det virker, som om de bare kradser en masse penge ind. Jeg vil ikke være bank for dem.«

Og selvom det kan virke utroligt, så er regningen skam god nok, forklarer Anders Millgaard, direktør for Modstrøm.

Rasmus Palsbo fik et chok, da han så sin seneste elregning.
Rasmus Palsbo fik et chok, da han så sin seneste elregning.
Vis mere

I en række mail til B.T. forklarer han, at der er flere årsager til den store regning.

Den ene er, at erhvervskunder en gang om året skal betale sikkerhedsstillelse, som beregnes ud fra energiforbrug og forventninger til priser på elmarkedet.

»Desværre betyder den nuværende energikrise, at priserne er meget høje. Endvidere oplever vi stor usikkerhed med hensyn til fremtiden i erhvervslivet. Behovet for sikkerhedsstillelse er derfor stort,« lyder det fra Anders Millgaard.

Han forklarer også, at det forventede forbrug for Rasmus er sat ud fra de tidligere lejeres forbrug.

»Det fremgår ikke klart på hans faktura, og det beklager vi,« siger Anders Millgaard.

I første omgang var det umuligt for Rasmus Palsbo at komme i kontakt med Modstrøm for at tale om regningen.

Efter B.T. gik ind i sagen, er der kommet lidt andre boller på suppen.

Nu har Modstrøm kontaktet Rasmus Palsbo og indvilget i at sænke regningen, da de godt kan se, at hans forbrug er faldet meget markant, efter lejerne ikke længere er på hans erhvervsejendom.

Det mildner dog ikke Rasmus Palsbos syn på sagen.

»Det er for ringe, at de sender sådan en regning, når de kan aflæse det digitalt. Og det er for ringe, at de ignorerer deres kunder, når man kontakter dem,« siger Rasmus Palsbo:

»Det er pudsigt, at de svarer mig, kort efter I (B.T.) har haft fat i dem. De sylter jo deres kunder.«

Modstrøm beklager, at der gik så lang tid, før de vendte tilbage til Rasmus.

»Vi har desværre ekstraordinært travlt på telefon og mail. I situationer som denne indkalder vi alt disponibelt mandskab, men alligevel vil der være forsinkelser i vores besvarelser,« siger Modstrøm-direktør Anders Millgaard:

»Der er ikke tid til at rekruttere nyt personale, hvorfor alle blot må yde en ekstra indsats, indtil vi igen kan levere den service, vi ønsker. Det beklager vi naturligvis.«