Knap 15.000 piller, heriblandt morfin og Viagra, samt cirka 900 engangs-e-cigaretter.

Det var, hvad Københavns Politi og Sikkerhedsstyrelsen i sidste uge fandt under en række kontrolaktioner mod københavnske kiosker.

Tre personer er blevet sigtet, og vicedirektøren i De Samvirkende Købmænd, Claus Bøgelund Nielsen, hilser politiets forstærkede indsats mod kriminalitet i kioskmiljøet velkommen, men udtrykker samtidig også stor harme.

'Det er jo det samme hver eneste gang. Altid er der 'gevinst', når myndighederne rykker ud i de betændte dele af kioskmiljøet,' skriver han i et opslag på det sociale medie LinkedIn og fortsætter:

'Masser af illegale varer og masser af sorte penge. Hvis Fødevarestyrelsen havde været med, havde der været fejl i sporbarheden (fordi nogle varer hentes 'sort' i Sverige eller stjæles i supermarkeder mv.).'

'Hvis Arbejdstilsynet havde været med, havde der været medarbejdere 'med første arbejdsdag' – nemlig folk, der typisk modtager sociale ydelser, mens de arbejder sort,' lyder det fra Claus Bøgelund Nielsen.

Jesper Lundgren, der er formand for Nærbutikkernes Landsforening, som er den eneste brancheforening for Danmarks kiosker og nærbutikker, deler samme holdning.

»Vi er dødtrætte af de butikker, der bliver ved med at se stort på alle regler. Det skader vores medlemmer. Derfor støtter vi op om, at myndighederne er vågnet af deres dvale og begyndt at føre kontrol,« siger han til B.T.

Jesper Lundgren mener, at problemet »langt hen ad vejen« bunder i den danske afgiftsstruktur.

»Det gør det rentabelt at lave alle de her julelege. Men når det så er sagt, og vi har de afgifter, vi har, så er det de regler, vi kører efter. Men det er klart, at det presser alle os andre lovlydige butikker,« siger han.