En rendyrket shitstorm har på årets første dag ramt YouSee som en tung hammer.

Op mod en kvart million tv-kunder med bland selv-produkter oplever nemlig, at de ikke kan få adgang til de kanaler, der skal erstatte de 11 kanaler fra Discovery Networks, som forsvandt fra YouSee’s udvalg i nat. Og det får rasende kunder til at skyde løs på tv-mastodonten.

Kunder er hele dagen strømmet ind på YouSee's facebookside med vrede kommentarer, og der er masser af grovkornede tillægsord og overfusninger blandt indlæggene.

Langt de fleste er vrede over et helt konkret problem:

Selvom Discovery Networks’ kanaler er fjernet fra kundernes bland selv-løsning, har kunderne ikke fået frigivet det antal point, de tabte kanaler repræsenterer.

Derfor kan man ikke vælge nye kanaler.

Onsdag formiddag er problemet blevet så omfattende, at YouSee helt har lukket for adgangen til bland selv og møder kunderne med meddelelsen: ’Du kan ikke skifte kanaler lige nu’.

Og det sender altså utallige danskere helt op under loftet.

YouSee's bland selv-kunder bliver mødt af denne besked.
YouSee's bland selv-kunder bliver mødt af denne besked. Foto: jhgf
Vis mere

’Not cool. Det skulle I simpelthen have haft styr på i dag’, skriver Camilla Tholstrup, mens en Mario Pedranz er mere bidsk i udtrykket: ’Lallende amatører!’, indleder han sit indlæg.

Heller ikke Benny Kristensen er imponeret:

’ATTER en gang I bevist, at I OVERHOVEDET ikke magter det, KOM NU IND I KAMPEN’, skriver han og opfordrer YouSee til at overdrage butikken til nogle professionelle.

Peter Koch uddeler ligefrem karakter til YouSee’s håndtering af nattens store opdatering:

’#dumpekarakter’, skriver han.

Hos YouSee har man endnu ikke overblik over, hvornår problemerne retter sig.

Her lyder beskeden det samme, som den har gjort siden tidlig morgen:

”Vi arbejder på at løse problemerne så hurtigt som muligt.”