De danske boligejere kan i disse måneder sidde hjemme i lænestolen og se til, mens værdien af deres bolig stiger med historisk høje procentsatser.

Men det, der er en fest for mange boligejere, kan ende som en »monstrøs« og »livsfarlig« opgave for regeringen.

Sådan lyder vurderingen fra B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup.

De seneste uger har både Nationalbanken og Det Systemiske Risikoråd advaret om, at stigningerne er bekymrende og kan være optakten til en boligboble.

Risikorådet har også varslet, at de til juli vil præsentere regeringen for anbefalinger til indgreb på boligmarkedet, der kan dæmpe udviklingen.

Indtil videre har regeringens svar været, at der ingen planer er om at gribe ind.

»Regeringen står i et kæmpe dilemma her. Der er et sammenstød mellem, hvad man bør gøre, og hvad man tør gøre. De tiltag, der i givet fald skal til, kan ikke undgå at gå ud over en hel masse vælgere. Det er den slags, politikere er ekstremt bange for,« siger Henrik Qvortrup.

I slutningen af marts afviste finansminister Nicolai Wammen direkte, at regeringen har planer om et indgreb på boligmarkedet.

»Vi har noteret os det, der er kommet fra Det Systemiske Risikoråd, og regeringen følger selvfølgelig situationen tæt. Men vi har ikke planer om indgreb på boligmarkedet,« lød det fra finansminister Nicolai Wammen på en pressekonference 25. marts.

Onsdag gentog han så det budskab under en spørgetime i folketingssalen.

De udtalelser tolker Henrik Qvortrup som en finansminister, der for alt i verden ikke vil sende chokbølger gennem dansk økonomi ved at flirte med tanken om indgreb på boligmarkedet.

Han tror dog, at regeringen på et tidspunkt kommer til at skulle forholde sig til de stigende priser.

»Lige nu er vi i en situation, hvor befolkningen bliver delt i to. Dem, der kom med på boligmarkedet, og dem, der ikke kom med i tide. Den her udvikling betyder, at folk med almindelige job ikke har råd til en bolig i Aarhus eller København. Det kommer regeringen til at skulle forholde sig til,« siger Henrik Qvortrup.

Det bliver dog en enormt svær opgave for regeringen.

»Er der noget, partier har tabt valgkampe på, så er det bare at flirte med at afskaffe rentefradraget eller sætte hårdt ind på boligmarkedet. Der er mange vælgere, som har købt i forventning om, at priserne bliver ved med at stige, og at rentefradraget er, som det er,« siger Henrik Qvortrup og uddyber:

»Det er en monstrøs opgave og en livsfarlig opgave for enhver regering. Man kan simpelthen tabe folketingsvalg på det her.«