Hvad sker der, hvis Ruslands præsident, Vladimir Putin, lukker helt ned for russisk gas til EU?

Det spørgsmål har de seneste uger fyldt enormt meget i Europa, da risikoen for netop det scenario er steget kraftigt. I Danmark vil gasstop fra Putin ramme alle husstande økonomisk, og i tusinder af husstande vil situationen blive decideret kritisk.

Det viser en ny analyse fra Finans Danmark.

Her har man set nærmere på, hvad det egentlig vil betyde, hvis Nationalbankens ‘hårde scenario’ fra foråret – som blandt andet er, at Putin lukker helt for gassen til Europa – bliver til virkelighed.

»Alle husstande vil blive påvirket, og alle vil kunne mærke det på budgettet,« siger Niels Arne Dam, cheføkonom i Finans Danmark:

»Men for de danskere, der opvarmer deres hus med gas, vil det få store økonomiske konsekvenser. Et gasfyr oven i den generelle inflation kan ende i en rigtig hård vinter.«

Ifølge beregninger fra Finans Danmark vil det ‘hårde scenario’ for en gennemsnitlig husstand – alt efter størrelse – udløse en ekstraregning på mellem 700-2.700 kroner ekstra om måneden de kommende 12 måneder i forhold til udgifterne i 2020.

Det er ekstra udgifter til alt fra el og fødevarer til brændstof og andre forbrugsgoder.

Flere europæiske lande forbereder sig nu på, at Rusland lukker helt for gastilførslen til Europa som en hård reaktion på de mange sanktioner, Vesten har indført mod Rusland.
Flere europæiske lande forbereder sig nu på, at Rusland lukker helt for gastilførslen til Europa som en hård reaktion på de mange sanktioner, Vesten har indført mod Rusland. Foto: SPUTNIK
Vis mere

»Det er i mange tilfælde en markant merudgift, men det store flertal af danskere er rustet til det. Der er luft i økonomien, og der er opsparinger at trække på,« forklarer Niels Arne Dam:

»Men der er også et betydeligt antal husstande, som vil mærke, at det virkelig strammer til.«

For de godt 400.000 husstande, der har gas som opvarmningskilde, er der tale om langt mere brutale udsigter.

Sammenlignet med priserne i 2020 kan merudgiften i de husstande i rigtig mange tilfælde ligge omkring 5.000 kroner om måneden, når prisstigninger på gas og generel inflation er indregnet.

Og hvis du bor i stort og dårligt isoleret hus, der opvarmes med naturgas, er der tale om en potentiel ekstraregning på 8.000 kroner om måneden i alt.

»For mange gaskunder bliver det en rigtig hård vinter, hvis det er helt uden russisk gas. Det må man være ærlig og sige,« lyder det fra Niels Arne Dam.

Og for nogle husstande vil den økonomiske situation blive alvorlig.

Ifølge analysen vil en ikke ubetydelig andel af de danske husstande simpelthen komme i en situation, hvor de har flere udgifter end indtægter, hvis vi kommer ud i det ‘hårde scenario’.

Fire procent af de danske husstande vil således få mindre ind på kontoen hver måned, end de skal betale for regninger og generelt forbrug.

»Men en rigtig stor del af den gruppe vil have en opsparing, som de kan trække på, og som vil gøre dem i stand til at betale regninger i mindst 12 måneder med de her prisniveauer, hvis de bruger af opsparingen,« forklarer Niels Arne Dam:

»Ifølge vores beregninger er der dog én procent af de danske husstande, hvor opsparingen også vil slippe op, og hvor de simpelthen ikke vil have nok penge til at betale deres udgifter, hvis priserne er på det niveau i 12 måneder.«

Der er dog mindst én faktor, som kan imødegå noget af det mest alvorlige, vi ser i Finans Danmarks scenarier:

»Alt det her er beregnet ud fra, at danskerne ikke ændrer deres energiforbrug. Og der ser vi allerede nu, at rigtig mange sænker deres forbrug af energi, hvilket kan dæmpe den her merudgift lidt,« siger Niels Arne Dam.