En magnum-is, der kun består af chokolade og fløde, eller en københavnerstang, der udelukkende er sammensat af ananas og vanilje. 

Tanken lyder god. Men det er langt fra tilfældet.

De populære is fra frysedisken indeholder en række udefinerbare ingredienser. Ret mange faktisk. Men spørgsmålet er, hvordan det påvirker vores sundhed?

For når vi dykker ned i de forskellige tilsætningsstoffer i den kolde, læskende sommerspise, så der er nogle, der har et bedre ry end andre.

Det skriver TV 2 Kosmopol.

Især stoffet med det mundrette navn 'carrageenan' har fået et dårligt ry. I hvert fald i nogle kredse.

Carrageenan er med til at sørge for, at isen får den cremede konsistens, vi kender, blandt andet hos magnum og københavnerstangen.

På Instagram stiller flere større sundhedsprofiler dog skarpt på netop dette stof. De peger på, at netop carrageenan kan irritere og påvirke ens tarmflora. 

Der er dog ikke grund til panik.

Sådan lyder det fra Lars Ove Dragsted, der er professor i ernæring og sundhed ved Københavns Universitet.

Han understreger over for TV 2 Kosmopol, at carrageenan er et naturprodukt, der har været brugt i hundredvis af år.

Når professoren kigger nærmere på de undersøgelser, der allerede findes, konkluderer han også, at den negative effekt af carrageenan kan findes på et meget lille sted.

Hvis man alligevel vil være på den sikre side af den lange ingrediensliste, så findes muligheden jo også for at lave sin is selv.

Men det bliver ens sundhed ikke nødvendigvis bedre af.

For giver man sig eksempelvis i kast med en omgang flødeis hjemme i køkkenet og griber ud efter den fuldfede piskefløde, så er fedtindholdet også højt.

I stedet har Lars Ove Dragsted et godt råd til de mange is-glade danskere.

»Hav i stedet fokus på mængden af is, du spiser, uanset om der er tilsætningsstoffer eller ej. Det er det vigtigste parameter, for du får en masse sukker og fedt, og det er jo ikke godt for din kost,« siger han til TV 2 Kosmopol.