Det var to af de allerstærkeste tendenser inden for dagligvarehandel, der blev bundet sammen, da B.T. mandag gennemførte et omfattende pristjek af dagligvarer.

Et pristjek, som afslørede usædvanligt store prisforskelle mellem de konkurrerende kæder.

Den ene fremadstormende tendens, som B.T. brugte som fikspunkt, er, at danskerne aldrig har handlet så mange af deres dagligvarer på nettet.

Under coronanedlukningen var der tale om en eksplosiv vækst, og mange af de kunder, der opdagede dagligvarer på nettet i de mørke og triste coronadage i hjemmet, er blevet hængende.

Den anden tendens er, at danskerne aldrig har købt så meget økologi. Og især ved køb af dagligvarer på nettet er der en stærk overrepræsentation af økologiske varer sammenlignet med køb af varer i fysiske butikker.

Så mandag satte B.T. sig for at teste priserne hos Rema 1000s Vigo, Bilka To Go, Føtex.dk, Coopmad.dk og Nemlig.com.

Her kom der 27 økologiske dagligvarer i den digitale indkøbskurv for at finde ud af, hvor du får dine økologiske varer billigst på nettet.

Og vinderen var en usædvanligt klar en af slagsen.

Det er nemlig Rema 1000s Vigo, som kan bryste sig af at have den billigste kurv og dermed vinder B.T.s store pristjek af økologiske dagligvarer på nettet.

Med en kurv til 450,35 kroner er der hele 21,10 kroner ned til nummer to i pristjekket, Nemlig.com.

En prisforskel, som er meget usædvanlig i pristjek-sammenhæng af dagligvarer, hvor forskellen ofte skal gøres op i ører frem for kroner.

»Det har naturligvis stor betydning, at Rema 1000 kommer billigst ud her. Det betyder meget for dem, og de vil nok også gøre opmærksom på det resultat via markedsføring,« vurderer Bruno Christensen, ekspert i detailhandel:

»Det er en branche, hvor man går meget op i pris. Så konkurrenterne vil nok også skæve til de her resultater og se på, om man skal have rettet nogle priser til.«

I den tunge ende af pristjekket findes Coopmad.dk, som er en af de kæder, der har meldt om voldsom fremgang de seneste år med mange nye kunder og stigende omsætning.

Her koster kurven 501,35 kroner, og det betyder, at man faktisk kan skære hele ti procent af regningen ved at købe sine økologiske varer hos Rema 1000s Vigo frem for CoopMad.dk.

Køber man alle sine dagligvarer på nettet og er en gennemsnitsfamilie med et årligt forbrug på omkring de 36.000 kroner på dagligvarer, som det er opgjort til i Danmarks Statistik, er der altså udsigt til en besparelse på mindst 3.600 kroner, hvis man går fra CoopMad til Rema 1000.

Hos Coop indskærper man dog, at der er en forklaring på prisforskellen.

Her lyder det, at man går meget op i oprindelseslandet på eksempelvis frugt og grønt – specifikt at det er danske varer – og at man derfor er klar over, at man kommer dyrere ud end nogle af konkurrenterne.

Ifølge Bruno Christensen er der også andre parametre, der gør, at prisforskellene er så markante.

»I nogle tilfælde er det eksempelvis afgørende, om kæden har den økologiske variant i sit eget mærke, for så er det ofte billigere. Og så er der prioriteringen af eksempelvis oprindelsesland eller kvalitet. Opererer kæden med en vis standard internt, kan det smitte af på prisen,« siger Bruno Christensen:

»Men alle de her kæder vil gerne ligge godt i sådan en rangering. Så det vil alle arbejde hen mod.«

Andre læser også