Hen over sommeren har Føtex gjort det, og nu er Lidl fulgt trop.

Lidl sætter prisen ned på hundredvis af den tyskejede discountkædes dagligvarer for at markere, at der er forskel på kæden og konkurrenterne.

Og selv om de sidste par måneder har budt på mange prisnedsættelser, er det kun begyndelsen, skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.

»Det er en proces, der aldrig stopper for os. Det er ikke sidste gang, vi laver faste prisfald på almindelige varer,« siger indkøbsdirektøren i Lidl Danmark, Mikko Forsström.

Detailhandelsekspert Bruno Christensen har samme vurdering: Priskrige er et tilbagevendende fænomen.

Lidl tager kampen op mod Føtex og varsler nu flere prisfald i kædens 115 danske butikker.
Lidl tager kampen op mod Føtex og varsler nu flere prisfald i kædens 115 danske butikker. Foto: JUSTIN TALLIS/AFP PHOTO/RTIZAU SCANPIX
Vis mere

»Når konkurrencen spidser til, er prisen det parameter, man tager i brug. Det er så at sige kasseapparatet, der bestemmer,« siger han.

En af 'slagmarkerne' for priskrigene er tilbudsaviserne, der trods det faktum, at flere forbrugere siger 'nej tak', stadig lever i bedste velgående.

»Tilbudsavisen er det medie, som flest danske forbrugere bruger til at orientere sig om priserne. Der er ikke rigtig nogen af kæderne, der vil smide det fra sig, og det ligger dybt i os, at vi er glade for at gøre en god handel,« siger han.

 

Bruno Christensen vurderer, at der i løbet af efteråret vil falde ro over priskrigen, men på et tidspunkt blusser den op igen. Ikke nødvendigvis på flere tusinde varer, som tilfældet er nu, men måske blot på en enkelt vare eller varegruppe.

For fem et halvt år siden var det mælk, der blev kæmpet om - og det kan man godt forestille sig igen.

»Mælk er en vare, der står højt på forbrugernes liste. Især for børnefamilier kan det virkelig mærkes på husholdningsbudgettet. Det kan også være andre varer, så længe det er noget, der betyder noget for forbrugerne,« lyder vurderingen fra Bruno Christensen.

Føtex har senest sat prisen ned på yderligere 1.000 varer, ligesom også Coops butikker og Meny har indført lavpriskoncepter.

Samlet er der 2.700 discountbutikker og supermarkeder i Danmark, men alene de fem discountkæder Netto, Fakta, Aldi, Rema 1000, Lidl og Aldi har en markedsandel på omkring 40 procent.