Efter to år med et tab af op mod 200.000 kunder skete der pludselig noget markant på telegiganten Telenors hjemmeside torsdag morgen.

Abonnementer på bredbånd og mobiltelefoni blev opdateret. Og det var opdateringer, som indvarsler en kæmpe offensiv i Danmark.

Priserne på flere abonnementer blev nemlig sænket. Markant.

»Det er starten på en priskrig på bredbånd, vi ser her. Det er helt tydeligt, at Telenor vil ud og vinde kunder – rigtig mange af dem. Og hvis man skal det, er der kun en ting, der virker: pris,« siger Torben Rune, mangeårig kender af branchen og stifter af virksomheden Telenalyse.

Prisnedsættelserne var da også til at få øje på.

Telenor gik eksempelvis fra at sælge 100 Mbit bredbånd for 310 kroner om måneden til at sælge 200 Mbit bredbånd for 249 kroner om måneden.

Og det er bare normalpriser.

Telenor gik skridtet videre.

De tilbyder lige nu en gigabit-forbindelse for 249 kroner om måneden som kampagne og lægger sig dermed direkte på siden af udbyderen Fastspeed, som gik ind i markedet med et lignende produkt til samme pris i maj 2019.

Med et fingerknips gik Telenor altså fra at være en af de dyreste spillere på bredbåndsmarkedet til at være blandt de billigste.

Også på mobiltelefoni skete der et ryk.

Her gik Telenor fra at have et abonnement til 160 kroner om måneden som det billigste i porteføljen.

Nu koster det billigste abonnement i stedet 139 kroner om måneden.

»2020 bliver et offensivt år for Telenor. Vi har de sidste fire år digitaliseret og strømlinet vores forretning, og det gør, at vi nu kan gå mere offensivt til markedet,« skriver Tor-Arne Fosser, markedsdirektør for Telenors privatkundeområde i Danmark, til B.T. i en mail og fortsætter:

»Vi har en ambition om at opnå vækst på både vores bredbånds- og mobilforretning og lancerer derfor nu to skarpe tiltag.«

Strategien er klar: at skrue op for hastighederne og ned for priserne, forklarer han.

»Vi går i markedet med skarpe priser på de nye produkter og har en langsigtet strategi om sund vækst.«

Torben Rune er ikke i tvivl om, at Telenor her taget konsekvensen af, at man er kommet under en million kunder i Danmark.

»Det er jo et meget tydeligt signal om, at man ønsker at bide sig fast i Danmark. Det er altså en kvalitetsudbyder, der her går ned i bunden af markedet prismæssigt,« siger Torben Rune:

»Når man lægger sig i det her prisniveau, så er det, fordi man vil have rigtig mange kunder ind, for det er stordrift, man skal tjene penge på her. Der er tale om en meget klar offensiv, og hvis man skal gøre det rigtigt på det her marked, så er det ved at sænke prisen.«