Er du på jagt efter en nyere, brugt bil elbil, så er der godt nyt.
Priserne rasler nemlig ned på flere kendte bilmærker. I årets første måneder er der skåret store lunser af priserne på brugte elbiler, og tendensen ser ud til at fortsætte.
I sidste uge blev prisen justeret ned på også de dyre bilmærker. Det skriver Bilbasen, Danmarks største markedsplads for køb og salg af brugte biler, i sin seneste markedsrapport.
»I sidste uge var der lige over 600 brugte eldrevne Mercedes-modeller til salg. Af dem blev 122 sat ned i pris. Mercedes-casen er et godt eksempel på den udvikling, der er på brugtbilmarkedet i øjeblikket,« skriver Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen, i en kommentar til rapporten.

I gennemsnit bliver de brugte elbiler i øjeblikket sat ned med 16.000 kroner, viser tallene fra Bilbasen.
Det er en markant større nedsættelse end den generelle prisnedjustering på omkring 10.500 kroner, skriver Finans.dk.
Danskernes appetit på elbiler er ganske stor i øjeblikket.
Siden nytår er der ifølge Ritzau blevet solgt lidt over 26.000 elbiler i Danmark. Det er mere end dobbelt så mange som i samme periode sidste år.
Salget drives frem af især Tesla, som har sat strøm til salget ved at sænke priserne flere gange.
Teslas Model Y har i første halvår i år været den mest populære elbil blandt danskerne. Hele 8.655 indregistreringer er det blevet til.
