Der har ikke været mange plusser at tage med sig under coronakrisen, men et par af dem er, at forbrugerne - i nogle tilfælde - har fået billigere priser.

Tag eksempelvis brændstof til bilen. Allerede kort inde i coronakrisen styrtdykkede priserne på diesel og benzin, og siden har de ligget i et relativt lavt niveau.

En ting kan dog undre. De seneste måneder har priserne stort set ikke rykket sig. For diesel ligger prisniveauet fast på 8,39 eller 8,49 literen. For benzin ligger prisen fast på 10,09 eller 10,19.

Den laveste pris fås på ubemandede tankstationer, og der lægges så ti øre oven i, når du handler på bemandede stationer.

Og det er sådan set prisen i hele landet, viser en undersøgelse, som mediet Newsbreak har foretaget.

Med andre ord: Lige nu er der ingen konkurrence om at tilbyde de billigste priser på benzin og diesel.

»Det er korrekt, at priserne er så stabile. Vi oplevede et stort dyk, da covid-19 startede, så steg prisen lidt, og nu er den stagneret. Vi sætter jo prisen efter verdensmarkedsprisen, og her svinger priserne meget lidt i øjeblikket. Der er olie nok på markedet, men efterspørgslen er tvivlsom,« siger Anne Holm, indkøbschef i OK til Newsbreak.

Newsbreak noterer sig, at selvom strukturelle forhold spiller ind på priserne, så er der eksempelvis noget nær priskrig lige nu på det norske marked.

Her ligger priserne og svinger så meget, at der er op mod fire kroners forskel for en liter brændstof fra den billigste til den dyreste forhandler.

Newsbreak har også talt med lokale forhandlere, og hos Shell Express-tanken i Fredericia lyder det eksempelvis fra indehaver Preben Pedersen, at prisdykket i starten af coronakrisen gjorde så ondt på forhandlerne, at ingen har lyst til at konkurrere på pris lige nu.

Hvad skal der til, før priserne falder igen?

»Hvis et eller andet fjols sætter priserne ned,« siger Preben Pedersen.