Når Power åbner butik nummer 13 i Danmark i dag, fredag, er det endnu en optrapning af en direkte duel mellem Elgiganten og Power. En duel, der har sendt priserne på tv-skærme, computere og tablets i frit fald.

»Den her butiksåbning vil skubbe yderligere til den priskrig, de udkæmper. Power og Elgiganten forsøger konstant at overgå hinanden.«

Sådan lyder vurderingen fra Rasmus Larsen, redaktør på Flatpanels.dk.

Han regner med, at Powers butiksåbning med kø-tilbud fredag i Holbæk vil fremprovokere en reaktion fra Elgiganten og udløse yderligere prisfald de kommende måneder.

Prisfald har der ellers været rigeligt af.

Power åbner ofte med køtilbud. Det gør de også i Holbæk fredag.
Power åbner ofte med køtilbud. Det gør de også i Holbæk fredag. Foto: ERIK REFNER
Vis mere

Siden Power gik ind på det danske marked i august 2015, er prisen for en tv-skærm faldet med 28,3 procent i Danmark, viser indekstal fra Danmarks Statistik.

I samme periode er priserne for bærbare computere og tablets faldet med 30,8 procent.

»Da Power gik ind i Danmark, opstod der priskrig med det samme. Den krig er intensiveret lige siden,« forklarer Rasmus Larsen og uddyber:

»Der er opstået en stemning af, at hver gang Power åbner en ny butik med store tilbud og prisfald, reagerer Elgiganten med et modsvar. De laver åbninger med lignende fejringer og priser, og de laver store events. De forsøger hele tiden at overgå hinanden med promovering, prisfald og tilbud.«

Priserne på tv-skærme rasler ned.
Priserne på tv-skærme rasler ned. Foto: Sara Gangsted
Vis mere

Prisfaldene svarer i grove træk til, at en tv-skærm, der i august 2015 blev sat på markedet til 10.000 kroner, i dag ville være sat på markedet til 7.170 kroner.

På samme måde ville en bærbar computer, der blev sat til salg for 10.000 kroner i august 2015, have en startpris på 6.920 kroner i dag.

Ud over konkurrencen mellem Elgiganten og Power er teknologisk udvikling og nethandel faktorer, der har påvirket priserne.

Men i Power tager de gerne æren for de kraftigt faldende priser.

Jesper Boysen tager gerne æren for, at priserne på tv-skærme, tablets og bærbare computere rasler ned i Danmark.
Jesper Boysen tager gerne æren for, at priserne på tv-skærme, tablets og bærbare computere rasler ned i Danmark.
Vis mere

»Der er ingen tvivl om, at vi i Power har bidraget til, at priserne er kommet ned, hvor de er. Vi har været meget aggressive på prisen, og det har hele tiden været vores strategi,« siger Jesper Boysen, administrerende direktør i Power.

»Hvis man sover på det her marked og ikke er skarp på prisen, får det konsekvenser. Det gjorde det for eksempel for Fona,« siger Jesper Boysen.

I Elgiganten mener man dog ikke, at det udelukkende er Powers ankomst, der driver priserne nedad.

»Vi har selv været på markedet siden 1996 og har bestemt ikke holdt os tilbage på prisen. Vi har altid været meget aktive på pris og åbner selv butikker i øjeblikket,« siger Peder Stedal, administrerende direktør i Elgiganten.

Elgigantens direktør, Peder Stedal, kalder konkurresituationen på det danske marked 'blandt de hårdeste i verden'.
Elgigantens direktør, Peder Stedal, kalder konkurresituationen på det danske marked 'blandt de hårdeste i verden'. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Generelt er markedet for tv-skærme i Danmark blandt de hårdeste i verden. Der er mange aktører, og Power er blot en af vores konkurrenter. Der er også supermarkederne, og der er internationale aktører som Amazon. Vi har blikket rettet mod dem alle,« siger Peder Stedal.

Både Power og Elgiganten påpeger, at udviklingen er god for forbrugerne.

»Pris fylder meget hos danskerne, og det er dem, der vinder på det her,« siger Jesper Boysen fra Power.

Peder Stedal stemmer i.

»Det er jo sundt for forbrugerne. Vi synes kun, det er sjovt med konkurrence.«