Lyt til artiklen

Hvis du er typen, der bruger smør under nutellaen eller lige kommer lidt ekstra smør på panden, så er der godt nyt.

For prisen på smør kan i øjeblikket beskrives som en tur fra toppen af Det Gyldne Tårn i Tivoli. Det går kun nedad.

Ifølge Finans har nedfaldet i prisen stået på i en rum tid, men i dag har den virkelig taget fart og har ramt et niveau, som man også så i 2021.

På den toneangivende hollandske børs er prisen på smør netop dykket mere end seks procent. Det svarer altså til et prisfald på 2.250 kroner pr. ton.

Siden oktober har børsen foreløbig reduceret prisen på et ton smør fra 53.789 kroner til 34.270 kroner.

Det giver i alt et prisfald på omkring de 36 procent, og samlet set har det gjort smør næsten 20.000 kroner billigere pr. ton.

Det store fald får konsekvenser for mejerierne, skriver Finans.

»Udviklingen i disse markeder lægger pres på indtjeningen hos mejerierne – også dem, der under normale omstændigheder har fokus på detailsalg og kun har beskedent salg til industrimarkederne.«

Men i de danske supermarkeder er prisen på smør dog fortsat omkring 44 procent højere end for et år siden.