Den svenske krones værdi er inde i en deroute.

Tirsdag ramte den 63 danske øre for en svensk krone, hvilket er det laveste niveau nogensinde.

»Det er vanvittig lavt. Og det betyder, at det for en dansker er meget attraktivt at tage til Sverige,« siger Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Sydbank.

Hun mener, at danskere, der endnu ikke har besluttet sig for, hvor de skal på ferie, kraftigt skal overveje Sverige.

»Sverige er et dejligt land med mange gode muligheder. Der er masser af kyst, der er gode storbyer, der er bjerge, der er rigtig mange muligheder. Der er lækker mad. Og så er det virkelig billigt lige nu,« siger Ann Lehmann Erichsen:

»Det kan godt være, at du ser på en svensk pris og tænker, at det er dyrt, men når du omregner det til danske kroner, så er det altså billigt. Og lige nu er det virkelig billigt.«

Hvis du lader dig friste og rejser til Sverige for at få en god og billig ferie, kan du med fordel overveje at shoppe på hjemvejen. 

»Sådan noget som tøj og sko og andre former for ting, man ville købe på en shoppingtur, kan man lige så godt overveje at få med hjem,« siger Ann Lehmann Erichsen:

»Du kan eventuelt registrere priserne, før du rejser fra Danmark, og så sammenligne det med prisen, når du står i Sverige. I mange tilfælde vil der være en god forskel og besparelse.«

Bundlinjen:

»Danskerne bør kraftigt overveje at vælge Sverige, hvis de står og mangler et sted at tage hen til sommer,« siger Ann Lehmann Erichsen.

Den svenske krone er blevet ramt af faldende vækst i verdensøkonomien og en overraskende høj inflation i Sverige, som har medført rentestigninger.

Ifølge flere analytikere er det ikke utænkeligt, at den svenske valutas værdi kan falde yderligere den kommende tid.